KTM tager 90 dages pitstop
I starten af Oktober kunne vi fortælle, at KTM går amok i de kommende uger, og efterfølgende så vi da også KTM’s bud på en automatiseret manuel gearkasse, det østrigske mærkes nye KTM Freeride E, KTM 1390 Super Adventure S Evo samt KTM 1390 Super Adventure S og ikke mindst The Punisher 2025 KTM 990 Duke R lanceret.
Der har altså både før og efter EICMA i Italien været masser af positive nýheder fra KTM, hvilket man må tage hatten af for, med tanke på at det har været et hårdt år for KTM’s moderselskab, som for tiden befinder sig i et økonomisk uvejr.
I går så vi trods de uheldige finansielle omstændigheder den nye KTM 890 Adventure R præsenteret som konge af mellemklassen. Altså endnu et positivt indslag blandt de seneste KTM nyheder.
Men der er trods den seneste positive nyhed fra KTM visse forhindringer at overvinde, som ikke kan klares fra førersædet på en KTM 890 Adventure R.
Og det er lige præcis dem KTM’s ledelse forholder sig til, når den reducerede ledelse i form af CEO of KTM AG Stefan Pierer og Co-CEO of KTM AG Gottfried Neumeister i en nylig frigivet pressemeddelelse fortæller om mærkets finansielle situation og et midlertidigt pitstop, der udmøntes i form af en strategisk omstruktureringsplan.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at KTM der siden 1992 er vokset fra en virksomhed med 160 ansatte, som dengang producerede 6000 enheder årligt, og med tiden nåede op på at fremstille 1000 enheder om dagen, nu står overfor betydelige udfordringer.
For at adressere disse iværksætter KTM pr. 29 November 2024 en såkaldt legal restructuring proceeding with self-administration, som frit oversat til dansk betyder noget i retning af, at KTM reorganiserer sin forretning og finansielle situation, og kontakter kreditorer for at appellere til mere økonomisk overkommelige aftaler.
Se videoen under dette afsnit hvor Stefan Pierer og Gottfried Neumeister fortæller om mærkets nuværende udfordringer, og det seneste skridt med et tiltænkt 90 dages pitstop for at bringe KTM back on track eller tilbage på sporet.
I lyset af den nuværende situation kan man næppe betegne hverken Stefan Pierer eller Gottfried Neumeister, som personer der ser glasset som halvt tomt i stedet for halvt fuldt.
De har begge tænkt sig at kæmpe indædt for sagen, og er tilsyneladende begge overbevist om et succesrigt foretagende.
CEO of KTM AG Stefan Pierer er i pressemeddelelsen frit oversat citeret for følgende: “Vi er gennem tre årtier vokset til at være Europa’s største motorcykelproducent. Vi inspirerer millioner af motorcyklister over hele verden med vores produkter, og nu tager vi et pitstop for fremtiden. KTM’s brand er mit livsværk, og jeg vil kæmpe for det.”
Derudover deler han følgende kommentar vedrørende mærkets Co-CEO: “Gottfried Neumeister har medbragt imponerende erfaring samt et pust af frisk luft, og har leveret et væsentligt bidrag til at adressere den nuværende situation. Jeg er overbevist om, at vi sammen vil få firmaet tilbage på sporet til succes.”
Co-CEO of KTM AG Gottfried Neumeister følger op med nedenstående citat:
“Personalets entusiasme er vores vigtigste konkurrencemæssige fordel. Deres passion er grunden til, at KTM globalt er synonym med peak performance.
Vi fremstiller pålidelige og robuste motorcykler til ethvert race i ethvert terræn. Nu gælder det om at gøre firmaet lige så robust. Robust til fremtiden. Så vi igen hurtigst muligt kan fokusere på hvad vi gør bedst: Fremstille de mest cool motorcykler i verden.“
Sluttelig understreger begge vigtigheden af de ansattes engagement og støtte i denne tid med citatet: “Vi har sammen gjort KTM til en succesrig historie, og vi vil bære KTM ind i fremtiden sammen.”
Selvom det nok ville være en overdrivelse, at betegne Stefan Pierer og Gottfried Neumeister som direkte jublende i videoen længere oppe, så ønsker vi dem naturligvis alt mulig held og lykke med projektet.
Hvilken betydning tiltaget får, må vi væbne os med tålmodighed for at se, men det er naturligvis en udvikling, som MagaCin også følger med største opmærksomhed.
MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder!
Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie
-
MagaCin Adgang 6 mdr.DKK 119,00 hver 6 måneder
-
MagaCin Adgang 3 mdr.DKK 69,00 hver 3 måneder
-
MagaCin AdgangDKK 29,00 / måned