Ny CBR 1000RR-R tilbagekaldes for en sikkerheds skyld
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Honda CBR 1000RR-R tilbagekaldes

Et potentielt problem fikses før kunderne får motorcyklen leveret
CO
25/05-2020 kl. 05:00

Lad os lige slå en ting helt fast. Den nye Honda CBR 1000RR-R ser imponerende ud også i virkeligheden – bryster sig af imponerende specifikationer, og modellen imponerer helt vildt, når den fyres af på racerbane på video.

Honda CBR1000RR-R tilbagekaldes

Derfor er det også lidt en skam, at modellen rammes af en tilbagekaldelse inden den for alvor lander på det danske marked.

Det forlyder fra Honda at tilbagekaldelsen – som kun gælder modeller til det europæiske marked – sker som en sikkerhedsforanstaltning, for at fikse hvad der kunne vise sig at være eller blive et potentielt problem relateret til plejlstængerne i den firecylindrede motor.

Det mulige problem er lokaliseret til et begrænset antal modeller – ca. 300 stk. – som alle er identificeret.

I medierne forlyder det, at de fejlbehæftede komponenter sandsynligvis er leveret af en underleverandør. 

Honda understreger, at der indtil nu ikke er konstateret nogen fejlfunktion relateret til den specifikke komponent.

Tilbagekaldelsen får kun begrænset indflydelse på leveringstiden til det europæiske marked, og i resten af verden er leveringstiden uændret.

Potentielt problem fikset inden kunder modtager modellen

På den ene side en rigtig øv-sag, men på den anden side er det helt rigtigt tænkt af Honda, at tage hånd om et potentielt problem inden det i yderste konsekvens kunne gå hen og få fatale konsekvenser.

Det ville diplomatisk sagt være lidt uheldigt, hvis en komponent i motoren begyndte at stille sig på tværs, når der gives seriøst gas. I videoen nedenunder rammer Honda's skarpe Superbike 299 km/t i 4. gear.

Mon ikke vi er enige om, at et motorhavari i en tilsvarende situation sagtens kunne udvikle sig til en rigtig øv-sag på en fuldendt øv-dag… indsæt selv et par af Honda'ens mange R'er i den foregående sætning.

Artiklen fortsættes under billedet

Forestil dig lige shitstormen i medierne, hvis motoren fejlede under en officiel pressepræsentation, imens der blev gået til makronerne på racerbane.

Det ville den onde-lyneme give røde ører i højere luftlag.

Det har man prøvet hos Aprilia

Nogle husker måske den officielle pressepræsentation for Aprilia RSV4R for små 10 år siden, hvor ikke mindre end fem motorhavarier aflyste introduktionen til modellen?

Dengang skyldtes motorhavarierne angiveligt også fejl i forbindelse med plejlstængerne, og Aprilia endte med at tilbagekalde næsten 300 stk. allerede solgte modeller.

Den sag gav ikke verdens bedste omtale, så man forstår godt, at Honda er lynhurtigt på banen med en officiel tilbagekaldelse for en sikkerheds skyld.

Better safe than sorry. 

Vil tilbagekaldelsen bekymre os, når det bliver tid til den første testkørsel af modellen?

Næ, ikke en fløjtende fjært, for Honda har jo allerede taget hånd om det potentielle problem inden modellen lander i Danmark, og mon ikke en uspecificeret underleverandør fremover gør sig ekstra umage?… hvis han da i det hele taget får lov til at levere stumper til Honda i fremtiden. 

Glæder vi os til at teste den nye Fireblade med de usandsynligt mange R'er i efternavnet?

Det kan du edder-banke-mig bide dig selv i øjenbrynet på at vi gør.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start