H-D 2021 Global Event - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

H-D 2021 Global Event

H-D Pan America og 1250 Custom
CO
20/01-2021 kl. 02:22

Hvis du hører blandt dem, der længe har trippet i utålmodig forventning om den endelige og helt officielle lancering af Harley-Davidson Pan America, så har vi godt nyt.
For nu har vi det direkte fra hestens mund, at den i Harley-Davidson regi noget ukonventionelle model lanceres 22. Februar 2021.
(Husk endelig at scrolle helt ned i bunden af artiklen, hvor vi vender muligheden for en helt anden yderst interessant fremtidig model).

Bump på vejen
Der er rendt en del vand gennem åen, siden vi første gang hørte om H-D Pan America, og endelig fik lov til se et fysisk eksemplar af modellen på efterårets store MC-messe 2019 EICMA i Italien.
Men efterfølgende har der været nogle bump på vejen.
2020 var forandringernes år for amerikanske Harley-Davidson, hvor man tog afsked med CEO Matthew Levatich og hans strategi for fremtiden.
Derudover måtte det ikoniske brand lige som mange andre i 2020 midlertidigt indstille produktionen grundet den globale Corona pandemi, og den fortsatte drift blev præget af firmaets nye chef Jochen Zeitz, hvis fremtidsvisioner ikke er i forlængelse af forgængerens.

Flere nye modeller afblæst
Den nye chef’s tiltrædelse medførte nye strategier, hvor man blandt andet ville satse på loyale kernekunder, og de nye visioner indebar også, at den annoncerede Harley-Davidson Bronx forsvandt fra den fremtidige produktportefølje.

De nye fremtidsvisioner indebar ikke blot, at den spændende streetfighter måtte lade livet, men også at Harley-Davidson udskød lanceringen af H-D Pan America til 2021, og for ganske nylig tilsyneladende droppede endnu en fremtidig model.
Men den nye strategi betød heldigvis ikke, at Harley-Davidson Pan America måtte ofres på fremtidsvisionernes alter.
Det fik vi endegyldigt bekræftet i går ved Harley-Davidsons første globale online launch event.
Se videoen Harley-Davidson har delt på YouTube i forbindelse med arrangementet inden du læser videre.

Desværre er det ikke muligt at dele den fulde video fra gårsdagens virtuelle event, der i følge Harley-Davidson markerer en ny æra for det traditionsrige mærke.
Så du må lige en tur forbi Harley-Davidsons hjemmeside for at se videoen via linket længere nede.

40 minutters video
I den mere end 40 minutter lange video optræder en lang række af Harley-Davidson’s topfigurer.
Skuespilleren Jason Momoa – som blandt andet er kendt fra filmen Aquaman – introducerer Jochen Zeitz, der åbner ballet med at fortælle om sig selv og sin tilknytning til Harley-Davidson.
Derefter fortæller topchefen lidt om mærkets 2021 modeller, og hvad man ellers kan byde på i 2021.
Indledningen følges til dørs med en række klip, hvor flere H-D topfigurer begejstret fortæller både om sig selv og fakta vedrørende firmaets historie, samt omtaler tidligere og nuværende modeller.
Her får du altså en ganske informativ video, der på glimrende vis ruster dig til at tage del i samtalen, når emnet er Harley-Davidson.
Men hvis du helt specifikt går efter oplysninger om Harley-Davidson Pan America, så spoler du bare hen til 37.41 mærket i videoen.
For her lover Jochen Zeitz dig nemlig, at der er mere eventyr forude.

Vi gætter på, at den fulde video falder i god jord hos inkarnerede Harley-Davidson entusiaster.
Andre er måske specifikt interesseret i Harley-Davidson Pan America, og nu er det altså bekræftet fra officielt hold, at lanceringen som annonceret sidste år finder sted 22. Februar.
Vi glæder os først og fremmest rigtig meget til at se en ægte Adventure bike fra Harley-Davidson hos danske forhandlere, og ser frem til at teste modellen hurtigst muligt.
Men en lille sekvens i den ret lange video fangede også vores interesse.

Ny Harley-Davidson 1250 Custom?
Hvis du så videoen helt til ende, så bemærkede du måske den hvidlakerede Harley med oplagt udstødning, der kortvarigt flimrede forbi nøjagtig 10 sekunder inden videoen slutter.
En ultrakort sekvens der på blot et enkelt sekund viser modellen fra tre forskellige vinkler.
Er det bare os, eller har den model en ekstrem lighed med Harley-Davidson 1250 Custom vi omtalte i November måned 2020?
Kunne det eventuelt være en lille ekstra overraskelse Harley-Davidson har i ærmet til i år?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start