Født ikonisk: Den nye XSR900 GP - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Født ikonisk: Den nye XSR900 GP

Ifølge Yamaha er her legemliggørelsen af deres racinghistorie
Steffen F. Olesen
26/10-2023 kl. 07:11

I sommer testede MagaCin’s Nicolaus Yamaha XSR 900, og kaldte den for en opdateret moderne klassiker, der på fineste vis forener det som var, med det som er.

I videoen til den test – som du finder via linket nedenfor – kom Nicolaus også lidt ind på design af modellen og foreslog, at en lille fræk styrkåbe kunne være til gavn for de som gerne ville mærke endnu mere nostalgi; og den tanke synes Yamaha at være helt med på!

Kombinerer det nostalgiske design med den nyeste teknologi
Sport Heritage-serien fra Yamaha hylder nogle af de mest ikoniske motorcykler fra producentens omfattende historie ved at blande nostalgisk design med det nyeste inden for højtydende motor- og stelteknologi.

Hver XSR-models design er inspireret af nogle af de mest markante motorcykler, Yamaha har bygget i sin 68-årige historie, men går ikke på kompromis med køreegenskaberne af den grund.

Ligesom hos mange andre producenter, så er racing er del af Yamahas DNA.
Yamaha Motor Company har konkurreret i og vundet motorcykelløb fra starten, hvor deres første motorcykel nogensinde, YA-1, vandt Mount Fuji Ascent Race i 1955, kort tid efter at virksomheden blev grundlagt.
Siden da har Yamaha sikret utallige sejre på alle niveauer fra lokale amatørløb til øverste niveau i GP-klassen.

XSR900, der blev lanceret første gang i 2016, har hele tiden haft subtile hilsner til Yamahas racing-stamtavle, og i 2021 gik den nyeste XSR900-generation skridtet videre med tydelige designmæssige henvisninger til racermaskiner fra 1980’erne og 1990’erne, samtidig med at den bevarede sin karakter som klassisk roadster.

Yamaha XSR900 GP

I 2024 tager hyldesten til Yamahas racertradition endnu et spring med introduktionen af den nye XSR900 GP, som hylder nogle af de mest berømte racermaskiner fra Yamahas berømte fortid på en måde, der aldrig er set før i Sports Heritage-serien.

XSR900 GP er indbegrebet af Yamahas Racing-historie uden at gå på kompromis med vor tids præstationsmuligheder, da den kombinerer en følelse af grandprix-nostalgi fra 1980’erne med den nyeste teknologi, herunder den ikoniske, momentstærke 890cc CP3-motor, R1-nedarvede 6-aksede IMU og nedlægningsfølsomme hjælpesystemer.

“Den gyldne æra” i grandprixløb
Yamaha fik sin første topklassetitel i 1970’erne med den legendariske Giacomo Agostini, og der fulgte flere mesterskabssejre senere i årtiet.
Men det var i 1980’erne, at Yamaha sikrede sin arv i det, der senere ville blive kendt som “den gyldne æra” for grandprixløb, hvor “King” Kenny Roberts kørte en YZR500 til sin tredje titel i træk. Men efter den succes gennemgik Yamaha et par hårde sæsoner i kampen om en topplacering.

Den kamp førte til en ny tilgang med fokus på at udvikle racermotorcykler, der prioriterede kørerens føling med maskinen, og den nye strategi skulle ikke blot danne grundlag for yderligere Grand Prix-succes (Yamaha
vandt seks Grand Prix-titler i 500cc mellem 1984 og 1992), men også teknologi der har formet sportsmotorcyklen helt til i dag.

Efter at have truffet valget om en slankere V4-motor i 1982 gik Yamahas ingeniører efter at udvikle et stel, der kunne huse kraftværket. Og idéen var at skabe et stel med samme bredde som V4-motoren, der ville omslutte den som et bur.
Det blev starten på hvad der skulle blive det ikoniske Deltabox-stel, som først blev præsenteret i YZR500 OW61 Grand Prix-maskinen fra 1982.

Deltabox-stellet var med sin enestående stivhed og feedback – lige der hvor en kører havde mest brug for det – et så markant skridt fremad, at Yamaha blot tre år senere benyttede det i en produktionsmodel for første gang, hvor TZR250
bragte YZR-fabriksmaskinens egenskaber ud på landevejen.

Stellet i Deltabox-stil er stadig kernen i mange Yamaha-motorcykler her 40 år efter, inklusive den nye XSR900 GP.

Skabt af respekt
Det engelske ordsprog “Manners Maketh Man” er afledt af en fælles forståelse af, at høflighed, gode manerer og respekt er afgørende for at bevare gode menneskelige relationer og skabe gode forhold.

Det er dette koncept, der dannede udgangspunkt for XSR900 GP’s design i harmoni med Faster Sons-filosofien om at respektere oprindelsen, lære af fortiden og skabe en bedre maskine til den moderne kører.
Målet var altså ikke at skabe en kopi, men i stedet at lancere en model, der hylder fortiden med stor respekt, mens den er helt sin egen.

80’er-inspireret kåbe
Rent æstetisk tog Grand Prix-motorcykler et væsentligt skridt i 1980’erne, hvor de bevægede sig fra 70’ernes kurvede design til det mere kantede design, der blev set fra midten af 80’erne og fremefter.
Disse mere firkantede kåber blev den dominerende tendens i det næste årti, ikke kun på Grand Prix-niveau, men også på produktionscykler.

XSR900 GP har en øvre kåbe, der minder om denne æra; ikke kun med tydelig indflydelse fra YZR Grand Prix-motorcyklerne fra 80’erne, men også med noter fra FZR- og TZR fra slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.

For at bevare racermotorcyklens look erstattes XSR900-maskinens runde LED-forlygte af et kompakt linsemodul, der er fint integreret i frontkåben. Og designet symboliserer ikke kun fortiden i udseendet, men også måden det er konstrueret på er inspireret af 80’erne.

Med en rørformet struktur, der forbinder kåben til stellet samt lige beslag, der understøtter instrumentbrættet, giver førerens udsyn ægte fornemmelse af den gyldne æra. Og for at understrege den klassiske cockpitfornemmelse understøttes det øverste kåbebeslag af en møtrikstruktur, der er magen til den, der blev anvendt til den oprindelige TZ250.

Denne struktur er fastgjort med en betastift i ægte racerstil, og det er første gang, Yamaha har anvendt sådan en fastgørelse på en masseproduceret produktionsmodel til brug på offentlig vej.

Ideen bag skiftet fra 70’ernes kurvede kåber til 80’ernes mere firkantede stil var både at forbedre den aerodynamiske effektivitet og beskytte køreren mod den vind, der er resultatet af den højere ydeevne, hvilket også gælder for XSR900 GP.

Mens vindskærmen med de integrerede vindafvisere til hænderne formidler en 80’er vibe, handler det ikke kun om udseendet.
Effekten og gearingen i 890cc CP3-motoren er den samme som på XSR900, men frontkåbens udformning på XSR900 GP øger både accelerationen og tophastigheden, mens kanalerne på sidepanelerne effektivt afleder varme fra køleren for at maksimere kølerydelsen.
Så det er altså ikke bare til pynt det hele.

Farver, der minder om Rainey-årene
XSR900 GP er malet i en af de mest ikoniske Yamaha Grand Prix-farver nogensinde, og den fås i et klassisk design, der er inspireret af de maskiner, der blev kørt af kørere som Wayne Rainey til flere 500cc Grand Prix-verdensmesterskaber i 80’erne og starten af 90’erne, komplet med autentiske nummertavler på både for- og bagkåben.

Bagsvingeren og stellet i Deltabox-stil har sølvfinish, der knytter maskinen til prototypeæraen fra 80’erne og understreger selve Deltabox-stellets karakter.

Næsten den samme
Langt hen ad vejen er den nye XSR900 GP lig den “almindelige” XSR900, men der er trods alt sket lidt opdateringer, og nogle af dem er:

  • Nye integrerede styrekontakter giver køreren mulighed for at betjene den nye XSR900 GP’s bredere funktionsudvalg, inklusive smartphone-tilslutning, navigations- og kørselstilstande samt gennemgang af de forskellige menupunkter.
  • En ny feature som med et blødt tryk på blinklyskontakten få blinklyset til at blinke tre gange.
  • En ny ESS-funktion (Emergency Stop Signal) reagerer på pludselig bremsning ved at tænde havariblinket for at advare bagvedkørende trafikanter.
  • Opdateret Quickshifter.
  • Nyt 5 tommers TFT-farvedisplay.
  • Nydesignede clip-on’er.
  • Fodhvilere med ny stil og placering.

Og så bliver modellen leveret på de helt nye Bridgestone Battlax Hyperrsport S23, som du kan læse mere om via linket nedenfor:

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start