Farten skal ned, og udvalgte kommuner får udvidet beføjelserne - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Farten skal ned, og udvalgte kommuner får udvidet beføjelserne

Forsøgsordning løber i 3 år, og bliver permanent hvis den viser gode resultater
Steffen Olesen
02/09-2021 kl. 16:18

De danske myndigheders skærpede indsats mod overskridelse af hastighedsgrænserne og for høj hastighed får nu en tilføjelse, hvor en række udvalgte kommuner fremover på egen hånd kan sænke fartgrænserne i byerne.

Alle kender velsagtens til den nyligt indførte lov om vanvidskørsel, der blev vedtaget tidligt på året, og her på MagaCin kunne du i Juli måned læse, at etatens udsendte udstyres med nye fartmålere.
I samme artikel fik vi også nævnt, at fartbøderne derudover skal have et betragteligt nøk opad.
Derudover anbefaler Færdselssikkerhedskommissionen også, som du kunne læse her på MagaCin først på året en 20% grænse for klip i kørekortet.
I de tilfælde er det tiltag som gælder overalt landet.

I udlandet har vi tidligere set eksempler på lokalt indførte lavere hastighedsgrænser i byer – som eksempelvis i Paris – og nu stifter vi snart bekendtskab med noget lignende under hjemlige himmelstrøg.
Hensigten med en ny forsøgsordning, som transportminister Benny Engelbrecht (S) står bag er nemlig, at 15 af landets kommuner på egen hånd skal have mulighed for at sænke fartgrænserne lokalt.

Der er for mange uheld
– Vi har stadig for mange uheld og tilskadekomne i byerne, hvor bløde og hårde trafikanter møder hinanden.
En af måderne at skabe større trafiksikkerhed er at sænke hastigheden på nogle af byvejene fra 50 kilometer til 40 kilometer i timen, har transportministeren udtalt.

Skal være lettere at sænke fartgrænserne
Kommunerne har allerede nu mulighed for at sænke fartgrænserne i samarbejde med politiet, men har derudover efterspurgt, at netop den slags tiltag fremover bliver lettere for kommunerne at iværksætte.
Det kom blandt andet til udtryk under en eksperthøring om sagen i Transportministeriet sidste efterår.

– Vi vil gerne have videre rammer for at tage de her beslutninger.
Det handler både om trafiksikkerhed, tryghed, miljø og støj i byerne, har projektchef Steffen Rasmussen fra Kommunernes Landsforening udtalt.

Mere selvbestemmelse
Under den nuværende praksis er myndigheden på området delt mellem kommunerne og politiet, og politiet skal i forsøgsordningen også fremover tages med på råd.
Men det bliver kommunerne, som har det sidste og afgørende ord.
Benny Engelbrecht har i den forbindelse udtalt:
– Med forsøgsordningen giver vi kommunerne mere selvbestemmelse på området.

Ingen selvbestaltede højere fartgrænser
Kommunerne får med den nye ordning lettere ved at sænke fartgrænsen, men de får til gengæld ikke mulighed for lokalt at hæve fartgrænsen, hvis den slags planer skulle være på tegnebrættet.
Her vil det fortsat være en højere myndighed der bestemmer.

Forsøgsordning kan blive permanent
Hvis erfaringerne fra forsøgsordningen taler for det, vil transportministeren arbejde for at gøre ordningen permanent.
– Er konklusionen, at det virker, vil det være helt naturligt at udbrede ordningen til at gælde generelt for kommunerne, siger han.

Fortrinsvis i tæt bebyggede områder
Det vil fortrinsvis være gader og veje i tættere bebyggede områder, der kan godkendes under forsøgsordningen.
For erfaringer viser, at der er størst risiko for at gående og cyklister kommer til skade i byerne.
i næsten otte ud af ti tilfælde, er de dræbte og tilskadekomne i trafikken bløde trafikanter i byerne.

Forsøgsordning over 3 år
Landets 98 kommuner kan ansøge om at være med i ordningen, forsøget er planlagt til at løbe i tre år, og de 15 kommuner som indlemmes i projektet udvælges af Vejdirektoratet.
Det er endnu uvist hvilke kommuner der inddrages i forsøgsordningen, men flere kommuner har allerede udvist interesse for projektet.
Et eksempel er Nordfyns Kommune, hvor formanden for Teknik- og Miljøudvalget vil undersøge, om Nordfyns Kommune skal ansøge om at blive én af de udvalgte kommuner.
Det kan du læse mere om i artiklen Nu kan der muligvis komme lavere fartgrænser i nordfynske byer i Fyns Amts Avis.

Fra November 2021
Planen er, at forsøget træder i kraft i begyndelsen af november 2021.
Det er naturligvis altid en rigtig god ide, at holde øje skiltning for fartgrænser, men fra November måned kan det altså godt svare sig, at være en smule ekstra opmærksom, når man færdes i tæt bebygget område.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start