Endnu en motorcykeltyv pågrebet - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Endnu en motorcykeltyv pågrebet

Opmærksomme borgeres henvendelser til politiet er tilsyneladende en udfordring for motorcykeltyve.
CO
27/08-2023 kl. 05:45

Bør man anmelde et forhold til politiet, når man observerer noget mistænkeligt, der potentielt kunne være ulovligt, eller skal man passe sin egen næringsvej og undlade at blande sig i andres gøremål?
Det er der formentlig forskellige holdninger til, men flertallet af MagaCin’s læsere er nok enige i, at der bør gribes hurtigt og bestemt ind, hvis det vedrører tyveri af en motorcykel.
Det er nemlig super positivt og vildt opløftende, når motorcykeltyve pågribes, og vi har heldigvis i indeværende år set flere eksempler på, at det er lykkedes ordensmagten at slå kløerne i motorcykeltyve.
Også med hjælp fra årvågne borgere.

Opmærksomme borgere
Det er altid lidt ærgerligt, når man ser eksempler på utilpassede individer, som ikke kan holde snitterne fra andres ting. Men det er nok mere end bare lidt ærgerligt, når de langfingrede eksistenser går så vidt som til at stjæle andres motorcykler.
Sådan lød indledningen i MagaCin’s artikel i Januar måned i år, da en flittig Harley-tyv blev anholdt af Københavns Politi.
Det er ikke hver dag det sker, men når det sker, så er det værd at glæde sig over det særlige øjeblik.
Den særlige stund, når en eller flere motorcykeltyve overraskes af ordensmagten og pågribes
.
Sådan skrev vi nogle måneder senere i artiklen Endnu et par motorcykeltyve pågrebet, hvor politiets eksemplariske indsats efter en henvendelse fra en årvågen borger pågreb to motorcykeltyve.
Lige præcis opmærksomme borgeres henvendelser til politiet er tilsyneladende en udfordring for gemene tyveknægte, der forsøger at negle sagesløse motorcyklisters kæreste eje, og nu er der igen grund til at glæde sig over et særligt øjeblik.

Anholdt for tyveri af motorcykel
I denne uge var det endnu en gang en opmærksom borger, der onsdag morgen kl. 06.50 anmeldte nogle mænd, som vedkommende havde set forsøge at stjæle en motorcykel ved Vestre Kirkegård på Silkeborgvej i Aarhus C.
Det fremgår af Østjyllands Politi’s uddrag af døgnrapporten 24. august 2023 i sektionen Motorcykeltyv taget på fersk gerning, at en patrulje blev sendt til stedet, hvor to personer ved politiets ankomst blev set løbe fra en parkeringsplads ved kirkegården.
På parkeringspladsen stod en motorcykel og en scooter samt en personbil, hvori en tredje mand befandt sig.
Den 21-årige mand som befandt sig i bilen blev af betjentene sigtet for brugstyveri af den pågældende motorcykel og anholdt.
Flere patruljer blev sendt til stedet, og selvom det i første omgang desværre ikke lykkedes politiet at lokalisere de øvrige personer, så fremgår det af uddraget af Østjyllands Politi’s døgnrapport, at sagen undersøges nærmere.
Vi krydser fingre for at det lykkes Østjyllands Politi at opspore de to andre mistænkelige personer.

Et velfortjent skulderklap
Tyverier af motorcykler er slet ikke et ukendt fænomen, så derfor er det ret fedt, når små solstrålehistorier som disse fra tid til anden popper op.
Et velfortjent skulderklap ikke blot til den danske etats udsendte, men så sandelig også til den opmærksomme borger, der rettede henvendelse til politiet.
Et forbilledligt eksempel på en borger der agerer på en facon, som mange af os nok gerne ser udbredt til hele den danske befolkning.

Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start