En Fantic på strøm - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

En Fantic på strøm

Fantic Holland slår pjalterne sammen med et schweizisk firma og skaber elektrisk offroader.
Nicolaus Johansen
18/05-2024 kl. 06:12

Uanset om du vil det eller ej, så kommer der flere og flere motorcykler der er drevet frem af strøm, og MagaCin har efterhånden haft fornøjelsen af en stor portion af de elektrisk drevne MC’er.

Blandt andet lavede vi en dueltest mellem Zero SR og Brammo Empulse R tilbage i 2015, da det med elektriske motorcykler var relativt nyt.
Men siden dengang er det sket en forrygende masse.

Blandt andet kan du, hvis du har godt 280.000 kroner til at ligge og flyde, blive ejer af en Verge, som har genopfundet hjulet.

Snart afsløres en kørende prototype af en elektrisk Nimbus, som bæres fremad italienske Energica motorer, og er du til mudderleg, kan du blive ejer af en Stark Varg – en elektrisk ulv MagaCin mødte for nylig.
Og netop når det gælder blandingen af offroad-sjov og elektrisk fremdrift, er udvalget stadig begrænset.

Amerikanske Alta findes ikke længere, rygterne vil vide at KTM har trukket stikket på Freeride E-XC, og Honda pusler med en elektrisk prototype, som har været i mudderkamp, men vi kender ikke meget til den endnu.

Der er flere muligheder
Sagt med andre ord, er dine elektriske muligheder lidt begrænsede, hvis den skal stå på enten MX eller enduro og det skal ske med strøm.

Fantic Holland har dog vist, at det er muligt at kreere en elektrisk udgave af sin benzindrevne Fantic, hvis du skulle have lyst til det.

For selvom den italienske motorcykelproducent, med en lang og stolt historie der går tilbage til 1968, og i høj grad handler om enduro- og motocrosscykler, også har kastet sig over elektrisk mobilitet i form af E-mountainbikes og elektriske scootere, har de altså ikke noget strømførende på programmet, når det gælder netop motocross og enduro.

Fantic Holland har, i samarbejde med det schweiziske firma Lizcat, udviklet en relativt nystartet virksomhed, der gør sig inden for elektriske drivlinjer til MX- og enduromaskiner, og elektriske udgaver af Fantic XEF.

De to samarbejdspartnere har tilpasset Lizcat’s elektriske drivlinje til at passe direkte ind i XEF-platformen, som er en populær enduro-model fra Fantic-udvalget.
Det er blevet til de to modeller kaldet XE1 4.0 og XE1 5.0.

Væk er benzinmotoren

XE1 4.0 kan betegnes som den mest basale model, med en luftkølet motor, batterikapacitet på 4.0 kWh, 40 heste i stalden og solide 720 Nm – ikke så meget som de 980 i Stark Varg, men nok til at du kan mærke det.
XE1 5.0 har logisk nok 5.0 kWh at rutte med, men også en vandkølet motor med 52 hestekræfter og 820 Nm på lager.

Som nævnt har Fantic ikke noget med elektriske motorer i deres officielle MX- og enduroprogram, og således er XE1’erne ikke “rigtige” Fantic maskiner.
Men det er angiveligt muligt at tage kontakt til den Fantic i Holland, og bestille dig et eksemplar, hvilket vil koste dig henholdsvis 17.000 Euro for den lille og 19.000 Euro for den store, eller hvad der svarer knapt 127.000 kroner for XE1 4.0 og næsten 142.000 kroner for den større XE1 5.0.

Du skal altså være rigtigt Fantic fan, for at vælge den løsning, fremfor en Stark Varg, som yder mere til færre penge.

Der kommer lidt ekstra knapper på styret

Gør det selv
Motorcyklisme handler ikke altid om fornuft og rationelle beslutninger, og det er derfor ikke sikkert at prisen afskrækker dig.
Men det kan jo også være, at der bor en rigtig gør-det-selv-fætter i maven på dig, og du er frisk på at klare ærterne selv – og i det tilfælde kan Lizcat også hjælpe dig.

Det schweiziske firma, som bryster sig af at være innovative, miljøbevidste motocrossentusiaster, tilbyder nemlig, at sælge de samme drivværk som sidder i XE1 4.0 og XE1 5.0, i løs vægt, så du kan lave dit eget elektriske muddermonster.

Ud med benzin og ind med strøm

Det mindste kit kalder de for Puma, og der loves præstationer svarende til en 250 kubik firetakter. Det medfølgende batteri på 4 kWh skulle kunne holde til 35 minutters motocross med hanen i bund, og op til fem timers endurokørsel. Opgraderer du til Cheetah kittet, får du flere heste, 52 af slagsen, vandkøling og op til 40 minutters MX-ballade og op til seks timers lydløs sjov på endurosporet.

Monteres kittene i et stel fra en Yamaha YZF 450, lander vægten på henholdsvis 113 og 116 kilo. De elektriske motorer og tilhørende batteripakker passer også Yamaha YZF 250 stel, Kawasaki KX 250, Honda CRF 450, CRF 250 og er du mere til maskiner under Pierer Mobility gruppen (KTM, GasGas og Husqvarna) skulle de være klar lige om lidt.

Intet i denne verden er som bekendt gratis, og det samme gælder de elektriske kits fra Lizcat.

Den lille pakke kan blive din for 6.900 schweizerfranc og den store skal du give 2.000 ekstra for, eller 8.900 CHF totalt. Det svarer til henholdsvis 52.500 kroner og knapt 68.000 kroner – inden told og moms.

Med andre ord er det ikke decideret billigt at bytte benzinbrænderen ud med et elektrisk drivværk, men omvendt kan du glæde dig over de lave vedligeholdelsesomkostninger efterfølgende.

Din YZF 450 kan blive elektrisk på en weekend

Har du fået mod på at skifte motoren på din Yamaha, Kawasaki eller Honda ud med et alternativ fra Lizcat, så lover schweizerne, at det kan klares på en weekend – som Egon Olsen ville have sagt det, er det lige til at gå til.
Det kan dog godt være, at der skal skæres lidt i bunden af din tank, for at få stumperne til at passe, ligesom der i nogle tilfælde, skal skæres et beslag af stellet.

Efter dine bestræbelser, står du tilbage med elektrisk MX’er som selvfølgelig tåler vask med vand under tryk, og hvis eneste vedligehold er kæde, bremser samt 100 ml olie der skal skiftes hver 30. time.

Hvad siger du? Kunne du være fristet af et kit fra Lizcat, eller vil du hellere bare hoppe på en maskine som Stark Varg, der konstrueret elektrisk fra begyndelsen?

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start