Ducati præsenterer DesertX Discovery - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ducati præsenterer DesertX Discovery

DesertX sprøjtes til i udstyr.
Steffen F. Olesen
30/06-2024 kl. 06:03

Da MagaCin forrige år havde fornøjelsen af, at sætte Ducatis bud på en ægte eventyrer på prøve, var det bestemt ikke en skuffende oplevelse.
Og som du kan læse i testen der er linket til nedenfor, så fik modellen faktisk testpiloten til at savle lidt.

Ifølge Nicolaus – som til daglig bruger mere tid på løst underlag end gennemsnittet – leverer den 937 kubik store Testastretta L-twin de 110 hypper på fineste vis, og er koblet sammen med en velfungerende gearkasse, som udmærker sig ved at være let betjent, men med ret tydelige trin.

Nicolaus beskrev dengang modellen som en “stærk offroader”, og modellen dukker her på redaktionen stadig op i næsten alle samtaler vedr. adventurebikes. Men at kalde den en stærk offroader er måske endda for mildt?
For efter at have set videoen med Antoine Meo, der tæsker modellen rundt på en motocrossbane, kan det være svært at finde ord der beskriver modellens kunnen.

Men det er jo langt fra alle her hjemme, der skal bruge en motorcykel som koster et pænt stykke over 200.000, til akrobatik i samme stil som Antoine Meo. Og det er vel egentlig heller ikke ofte vi møder en dansk motorcyklist, som jævnligt har behov for at fyre motorcyklen af gennem 460 kilometer australsk ørkensand, ligesom Nick Selleck gjorde det mod slutningen af 2023.

Tværtimod foregår de fleste eventyr oftest i et mere moderat tempo, og typisk med behov for oppakning og et ønske om komfort.
Og netop de ting ønsker Ducati at opfylde med den netop præsenterede DesertX Discovery.

En stribe opgraderinger
Den seneste version af Ducati DesertX ligner i store træk den “gamle”, men leveres med ekstra krymmel på toppen i form af stumper fra udstyrskataloget, som ifølge producenten gør modellen til den ideelle rejsemakker.

Som du kan se på billederne over artiklen er DesertX Discovery udstyret med aluminiumstasker, som lader dig medbringe 76 liter bagage på den lange rejse, hvor føreren sidder bedre i læ for vind og vejr end før, takket være en forhøjet vindskærm.
Men skulle det alligevel blive lidt køligt kan føreren da glæde sig over, at DesertX Discovery leveres med varmehåndtag.

Sidste år fortalte Ducati, at DesertX ville få integreret Turn-By-Turn navigation, hvilket naturligvis også findes på Discovery-versionen. Og når målet på den 5″ opretstående TFT-skærm er nået, klares parkering samt eventuel vedligehold af kæde let med hjælp fra det nu standardmonterede centralstøtteben.

Og i forbindelse med sidstnævnte procedure kan man jo lige gå en tur rundt om motorcyklen for at se, om der på det vilde eventyr er høstet en skramme eller to i de forstærkede håndbeskyttere eller den nu endnu mere modstandsdygtige motorbøjle, og slutteligt den opgraderede skidplate, som efter sigende også skulle klare flere tæsk, da denne faktisk har sin egen sub-frame.

På Ducatis hjemmeside står der, at man skal kontakte sin lokale for nærmere information, men det forlyder samtidig at modellen skulle ramme forhandlerne i løbet af juli måned.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start