Smæk for skillingen - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Smæk for skillingen

Årets første MotoGP løb var fyldt med action, drama, styrt og overraskelser
Steffen F. Olesen
20/07-2020 kl. 07:00

I går påstod vi her på MagaCin, at der var god grund til at købe adgang til streaming af MotoGP, da det på grund af Corona ikke er muligt at deltage ved løbene som tilskuer; og påstanden holdt stik.

Et passende ord til at beskrive gårsdagens løb eksisterer ikke, det skal simpelthen ses med egne øjne.

Marc Marquez lagde hårdt ud og førte løbet, men lavede en af sine famøse redninger da han kortvarigt måtte en tur af banen, hvorefter han genoptog løbet på 16. pladsen. Det lykkedes den regerende verdensmester, at køre sig helt op på en tredjeplads inden katastrofen ramte.
Med kun tre omgange tilbage skal vi da lige love for at Marquez blev skudt af raketten i sving 4, hvilket skulle vise sig at være en billet direkte til infirmeriet.

Undersøgelser viste at den hurtige spanier pådrog sig en fraktur på sin højre humerus, hvilket i dagligdagssprog kan oversættes til overarmsknogle.

MotoGP’s husdoktor, Dr. Mir, – som for få dage siden udelukkede Alex Rins fra gårsdagens løb – fortæller: “Marc Marquez har tilsyneladende pådraget sig en skade, som følge af direkte kontakt mellem motorcyklens baghjul og hans højre arm, hvilket resulterede i en fraktur på humerusskaftet.

MotoGP’s Medical Director, Dr. Charte, tilføjer at Dr. Mir tager et smut forbi hospitalet i Barcelona i dag for at operere Marquez’ højre arm, hvis der ikke opstår nye komplikationer.

Det er endnu uvist om Marc Marquez er i stand til at deltage i det næste løb på Jerez, og for den sags skyld også Brno d. 9 august.

Løbet
Maverick Viñales fik en forrygende start fra midten af første række, og stormede ind i sving 1 som førstemand, stærkt forfulgt af Jack Miller på sin Pramac Ducati.
Miller havde dog lidt for meget fart på ind i svinget, og måtte en tur ud i den brede linje, hvor Marc Marquez så sit snit til at smutte inden om, og umiddelbart efter fulgte Fabio Quartararo trop.

Ind i Dani Pedrosa svinget fyrede Miller op for sin Desmosedici, og smuttede nappede sin tredjeplads tilbage, samtidig med at Viñales hoppede lidt rund på en alt for hurtig Yamaha.
Francesco Bagnaia fra Pramac Racing smuttede forbi Quartararo på løbets anden omgang, men det lykkedes Quartararo at gøre comeback i banens sidste sving, imens Marquez og Viñales sloges om førerpositionen i sving 4, før Marc Marquez trak revolveren i Dani Pedrosa svinget.

Løbets femte omgang var en game changer; det var nemlig her Marquez – som nævnt ovenfor – drog på botanisk opdagelse, men formåede at lave en mirakuløs redning i gruset.
På en eller anden måde lykkedes det Marquez at holde HRC raceren på hjulene, gennem hvad der umiddelbart lignede et sikkert styrt.

I front så det ud til at Viñales havde problemer med at opretholde det tempo han selv havde været med til at sætte; det var nemlig kun ham og team kammeraten Valentino Rossi, der havde valgt at køre på bløde fordæk – alle andre kørte med hårdt gummi – og det så ud til at den satsning ikke ville give pote.

Snart lykkedes det Fabio Quartararo og Jack Miller at komme forbi Viñales, som begik en afgørende køreteknisk fejl i Dani Pedrosa svinget, efterfulgt af endnu en ups’er ind i Jorge Lorenzo svinget på løbets niende omgang.
Viñales kom bredt gennem svinget, og så var løbet altså kørt, men opmærksomheden blev hurtigt fjernet fra kamphanerne i front; Marquez gik efter podiet.

I front sænkede rytterne tempoet, men det gjorde Marquez ikke. På blot fem omgange havde Marquez nedkæmpet fem konkurrenter, og befandt sig nu på tiendepladsen.
Den hurtige spanier gik efter podiet, og nu kørte han op mod et sekund hurtigere pr. omgang end løbets førende flok.

13 omgange gik hurtigt, men Marquez var endnu hurtigere! Først skubbede han Miguel Oliviera af vejen, og kort efter smuttede han forbi Valentino Rossi, som også havde problemer med at få dækkene til at strække.
To omgange senere lå Fabio Quartaro sikkert i front, med ikke mindre end to sekunder ned til andenpladsen.

Missil-Marquez hænger på

Med ti omgange tilbage var Marquez et sekund hurtigere end Viñales på tredjepladsen, og chancen for at nappe en podieplacering var konstant stigende.
To omgange senere var Marquez, i jagten på Franco Morbidelli og Bagnaia, kun to sekunder fra podiepladsen.
Han nappede begge to, og snart efter gjorde han kort proces med Andrea Dovizioso, hvorefter sigtekornet blev stillet ind på Miller og Viñales lige foran ham.
Længere fremme havde Quartararo i ren Jonathan Rea stil, skabt et hul ned til konkurrenterne på fem sekunder.

Seks omgange tilbage, og det var nu Marquez vs Miller.
Sving 13 var der Marquez havde planer om at smutte forbi, og det lykkedes, men Miller bed tilbage i sving 1.
Som en mand med en mission for øje, lykkedes det Marc Marquez at trille forbi igen, denne gang i sving to, og nu stod Viñales for skud.

Over målstregen med fire omgange tilbage, planlagde Marquez sit næste træk, som skulle finde sted i sving to. Endnu engang lykkedes det Marquez at avancere, men svinget umiddelbart efter skulle vise sig at blive enden på en lang jagt.
Marquez tabte kortvarigt grab på baghjulet, som hurtigt fik fat igen, med det resultat, at den lille spanier blev skudt ud af sadlen.

I front kørte Fabio Quartararo til en sikker første MotoGP sejr, efterfulgt af Maverick Viñales, som på mystisk vis formåede at få fordækket til at holde løbet ud.
Kampen om den sidste plads på skamlen udspillede sig på løbets sidste omgang mellem Andrea Dovizioso og Jack Miller, hvor Dovizioso sejrede efter en episode med Franco Morbidelli, som gjorde at Miller måtte falde tilbage.

Så som sagt var der altså smæk for skillingen, og det var tydeligt at se, at samtlige kørere havde brug for at komme i gang igen.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start