Første video med Ducati V21L i aktion - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Første video med Ducati V21L i aktion

Ducati afslører mere i de kommende måneder
Steffen Olesen
17/04-2022 kl. 10:41

Den velorienterede MagaCin læser er bekendt med, at Ducati har indledt sin elektriske æra, og fra 2023 afløser ligeledes italienske Energica som eneleverandør af motorcyklerne, der anvendes i MotoE klassen, og som afvikles i forbindelse med MotoGP.
Det emne har MagaCin nemlig løbende dækket med artikler som Ducati indleder elektrisk æra, Ducati’s første elektriske motorcykel fyres af og Flere detaljer om elektriske Ducati.
Og nu er der igen nyt i sagen.

– Udviklingen af Ducati’s MotoE projekt kører derudaf med rasende fart, med fremskridt hver eneste gang modellen køres på bane.
Testkørslerne på bane foregår i den indledende fase fortrinsvis på italienske racerbaner, og Ducati har hidkaldt den tidligere MotoGP og WSBK pilot Alex De Angelis (der deltog i 2019 udgaven af FIM Enel MotoE™ World Cup) som testkører og supplement til Michele Pirro, som var den første der testede prototypen for Ducati V21L -.

Første dynamiske video
Det fortæller Ducati i en nylig rundsendt pressemeddelelse, hvor den italienske producent også oplyser om, at den første prøvekørsel af prototypen for Ducati’s nye MotoE racer fandt sted på Misano World Circuit i 2021.
Og nu deler Ducati hvad den italienske producent beskriver som den første dynamiske video med prototypen for den elektriske MotoE racer på racerbane.
Se videoen Ducati MotoE Prototype | In Action herunder.

Videoen med testkørselen af Ducati’s nye MotoE racer fandt sted på Autodromo Vallelunga Piero Taruffi, og Ducati fortæller i pressemeddelelsen, at holdet bag udviklingen af den elektriske racer gennem de sidste fire måneder har gjort enorme fremskridt.
Der er stadig meget at gøre, men Ducati oplyser heldigvis om, at udviklingsafdelingen helt klart er på rette vej.

Varm start for MotoE
MotoE klassen blev som bekendt etableret i 2019, og fik som de fleste ved en brandvarm gnistrende start i Spanien.
Ikke så meget på grund af klimaet, men ganske enkelt fordi samtlige 18 elektriske racere gik op i røg.

“Opstartsproblemerne” blev imidlertid løst dengang, MotoE klassen har siden været en fast bestanddel i MotoGP karavanen, og Ducati leverer som tidligere nævnt racerne fra 2023.

Skelsættende racer
Ducati oplyser endvidere i pressemeddelelsen, at skridtene på vejen som eneleverandør for MotoE klassen tages med stor entusiasme, at V21L prototypen udvikles i tæt samarbejde mellem Ducati Corse og mærkets udviklingsafdeling med målsætningen om at skabe en motorcykel, der både performer på et højt niveau, og bliver banebrydende vedrørende vægt for en elektrisk motorcykel.
Nogle vil måske mene, at motorlyden fra V21L raceren også er skelsættende i Ducati regi.

Mere nyt i de kommende måneder
Det bliver interessant at følge udviklingen af Ducati V21L, og vi bliver løbende meget klogere på Ducati’s elektriske MotoE projekt.
For Ducati fortæller også i pressemeddelelsen, at Borgo Panigale producenten i de kommende måneder løbende vil dele yderligere information om MotoE racerens tekniske udvikling samt de associerede tiltag vedrørende dette “fantastiske og ambitiøse projekt.”

Det fremgår af artiklen Flere detaljer om elektriske Ducati, at Energica racerne feltet dengang benyttede vejer 260 kilo, leverer omkring 163 hestekræfter, accelererer fra 0-100 km/t på 2,8 sekunder, og kan nå en tophastighed på 270 kilometer i timen ved hjælp af et batteri på 20kWh.
Det bliver rigtig interessant, at se hvilke tekniske specifikationer den endelige Ducati V21L racer kan bryste sig af.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start