Ny Ducati adventurebike lige på trapperne - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Ducati adventurebike lige på trapperne

Spionbilleder afslører næsten produktionsklar Multistrada V4
Nicolaus Johansen
19/09-2020 kl. 06:00

Da Ducati lancerede den første Multistrada tilbage i 2003, var der utvivlsomt mange, som ikke levnede den nye model mange chancer. Designet var, lad os sige kontroversielt og langbenede eventyrmaskiner var ikke ligefrem den italienske fabriks metier. Nu, små 20 år senere, har det vist sig at Ducati gik den rigtige vej, for Multistradaen er den model som der produceres flest af på fabrikken i Borgo Panigale.

Multistrada 2003 havde et særligt udseende

Ny model på vej
Der er sket meget siden 2003 og Multistradaen ser markant anderledes ud i dag, end den gjorde ved lanceringen. Vi havde fornøjelsen af at teste Multistrada 1260 for et par år siden, og testpiloten fandt den letkørt som en skolecykel.

I foråret kunne vi berette, at en Multistrada V4 var undervejs, og som navnet antyder, får den nye adventuremaskine en helt ny motor – endvidere bliver den begavet med den nyeste teknologi som adaptiv fartpilot.

Rygterne vil vide, at maskinen bliver præsenteret måske så tidligt som oktober, og at den allerede lander hos forhandlerne til januar. Til at bakke forlydenderne op, er en række nye spionbilleder dukket op til nettes overflade.

Den Multistrada V4 testet i terrænet

To modeller bliver til én
Hvis du stryger ind til en Ducati-forhandler i dag, og be’r om en Multistrada, vil forhandleren spørge dig, om du vil have en S-model eller en Enduro-model, som henholdsvis er mest til asfalt og til grus.

Noget tyder på, at med den nye V4 Multistrada vil Ducati befri dig for det valg, og blot have én model, som både skal tilfredsstille asfalt- og grusfans.
Med overvejende sandsynlighed betyder det, at den nye eventyrer bliver udstyret med 19″ forhjul for at ramme et rimeligt kompromis mellem on- og off-road performance.
Men som nu bliver der givetvis flere forskellige udstyrsversioner at vælge imellem.

Vi glæder os som små børn til at teste maskinen

Uagtet om man er til løst eller fast underlag, sætter alle pris på så lav vægt som muligt. Ifølge jungletrommerne er der gode nyheder på den front, for den nye version skulle have undergået en alvorlig diæt, og være lettere end begge de nuværende udgaver, hvilket vil sige under 235 kg.

Helt ny V4 motor
Intet er mejslet i sten endnu, men efter hvad vi har kunnet snuse os frem til, bliver kraftværket ikke “bare” en tilpasset udgave af V4-motoren fra Panigale V4. Nej, motoren skulle være en helt nykonstrueret sag, designet specifikt med eventyrkørsel for øje.
At vælge en V4’er er en lidt særlig tilgang, da broderparten af producenter sværger til tocylindrede løsninger i adventurebikes.

Nøjagtige data og specifikationer foreligger ikke for nuværende, men omkring 170 hk virker ikke usandsynligt – så har italienerne en trumf på den front i forhold til BMW, Triumph og KTM, som lige nu sporter flest heste i segmentet.

Multistrada V4 på eventyr

Der er ingen tvivl om, at Multistrada er en hammervigtig model for Ducati. Kan de sammensætte en motorcykel, som holder asfalteventyrene glade, men samtidig også er kapabel når det faste underlag hører op, har de uden tvivl en sået frøene til en succes – specielt hvis den bliver prissat rigtigt.

Hvad tænker du? Kan Ducati true BMW’s mangeårige dominans i segmentet?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start