Nært forestående opgradering af Vitpilen og Svartpilen? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nært forestående opgradering af Vitpilen og Svartpilen?

Ifølge nylige rygter og spionbilleder er Husqvarna Vitpilen og Svartpilen nu nået gennem vokseværket.
Steffen F. Olesen
06/02-2024 kl. 10:14

Da MagaCin for år tilbage første gang lagde øjnene på Husqvarnas pile til EICMA i Italien, blev vi mildest talt ret begejstrede. For her var et design som i den grad stak ud, gik ad sin helt egen vej og stadig gør det.

Vejen var, og er stadig, lang for de to pile, hvor vi skal spole filmen helt tilbage til 2014 for at finde en af MagaCin’s første omtaler af Svartpilen 401, som vi fulgte udviklingen af i de efterfølgende år, men alligevel måtte vente tre år på at se i en produktionsklar udgave, og endnu længere på at teste.

Siden den gang har rygter om nye versioner gentagende gange svirret, hvor vi har hørt om alt lige fra en elektrisk udgave ved navn E-Pilen til en noget mere potent sag med efternavnet 1301. Men nu mener et stort tysk motorcykelmedie at have spottet en helt anden Pil flyve gennem gaderne, og denne med en ekstra cylinder.

Ikke første gang
Det er snart fire år siden vi første gang så spionbilleder af en Husky-Pil, der under en længere testtur altså ikke formåede at snige sig udenom nysgerrige kameralinser. Og på de godt nok noget grynede billeder kunne man ane at prototypen – ikke overraskende – delte en hel del stumper med søstermærket KTM, men nok vigtigst af alt en tocylindret rækkemotor, som umiddelbart så ud til at være hentet fra KTM 890 Duke.

Sidste år var den gal igen, hvor udenlandske medier kastede om sig med friske spionbilleder af en model, der angiveligt skulle være en næsten produktionsklar Husqvarna Vitpilen 901, og som mange forventede ville blive lanceret samme år.

Det skete som bekendt ikke, men nu er en tocylindret Pil som sagt endnu engang spottet på offentlig vej, og denne gang ser det nærmest ud til at Husqvarna blot mangler at sætte gang i klistermærkemaskinen.

Et tydeligere billede
De nye spionbilleder af den måske snart største Husky-Pil er også de klareste vi har set, og det er her tydeligt at se de lånte komponenter fra KTM-produktionen.

Først og fremmest er modellen udstyret med en kraftig USD-forgaffel fra WP, og den bagerste affjedring er leveret af samme producent.
Motoren er umiddelbart nappet direkte fra et KTM-samlebånd, men man har alligevel stemplet dækslerne med det svenske H-logo.

De to bremsekalibre som sidder på siden af et forhjul med fem lige eger, er ligeledes prydet af Husqvarnas logo, men på den enkeltstemplede kaliber, som troner over modellens letvægtsbagsvinger, står der stadig KTM. Og som nabo til denne ser vi en bagfælg der umiddelbart er udlånt af en 890 Duke, og inden montering har fået en klat sort farve; men det kommer der nok styr på inden præsentationen.

Hvornår?
Som du nok kan forstå, er det svært at spå nøjagtig hvornår vi får et par opgraderede Pile at se; der er trods alt gået noget tid siden vi første gang hørte om modellen.
Men et gæt baseret på hvor færdig modellen ser ud på de seneste billeder, og hvad vores kollegaer ude i verden siger kunne være, at vi måske allerede ser den præsenteret inden for ganske få måneder, og nok senest til efteråret som en 2025-model.

Under alle omstændigheder vil det være spændende at se, om modellen kan klare sig bedre på det danske marked, nu hvor den stadig ret specielt udseende maskine tilsyneladende er udstyret med en noget sjovere motor.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start