Kinesisk kloneri - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kinesisk kloneri

Fake it till you make it - her er det på grænsen til det pinlige
Mikkel Sølvkjær
14/09-2020 kl. 09:00

Motorcykelproduktionen i Kina er efterhånden kommet pænt langt. Kvaliteten af komponenter og motorer, både på det interne marked og i leveringen til internationalle producenter, er nået et super højt niveau.
Men skyggesiden med kopivarer og mystiske efterligninger lever stadig i bedste velgående – det er denne Moto S450RR et fint bevis på.

Det er som om, at Moto S450RR minder om noget, vi kender

Et ægte racerjern
I sin oprindelige udgave er BMW S1000RR en af de bedste og stærkeste superbikes, verden endnu har set, og i flere år satte det bayerske missil standarden for køreegenskaber på racerbanen såvel som på landevejen.

Der er kommet flere potente konkurrenter i spil, men S1000RR står soleklart som et stærkt ikon blandt racerne, og netop derfor springer designet på Moto S450RR kraftigt i øjnene på tilskueren.

Designet af kåberne, farvekombinationen og ja selv navnet læner sig stærkt op af, at være et hurtigt tryk på kopimaskinens grønne startknap.

Er der en smule R1’er blandet ind i fronten?

Bag den M-Sport inspirerede lakering stopper en del af copycat legen. For hvor den ægte udgave fra Tyskland kan bryste sig af 207 stærke hestekræfter, leverer S450RR lidt mere beskedne 24 hk v. 6.500 o/m.
Det er altså kun drømmen om at køre stærkt, der følger med kinaraceren.

Skal vi komme med lidt credit til modellen, så er der da fede features som upside-down forgaffel og LED lys – rimelig fancy.

Styret og displayet er stærkt inspireret af tyskeren, og tjek lige logoet – kreativt

Mon ikke BMW har en ting eller to at sige, når de får øje på Moto S450RR, for det er jo helt vanvittigt. Vi kan ikke mindes at have set en så direkte transformering fra original til kinamodel før.

I Thailand, hvor motorcyklen sælges, går der sikkert flere unge med en drøm om at køre BMW S1000RR, og her kan de altså narre fjenden, hvis de lægger 67.000 Baht svarende til 13.500 Danske kroner – det får man ikke meget ægte sports-bimmer for.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start