Kawasaki teaser for firecylindret nyhed – er det Versys 900?

Kawasaki har offentliggjort teasere med motorlyd, og flere detaljer peger mod en model, vi tidligere har omtalt.
Anslået læsetid: 4 Minutter

Kawasaki har offentliggjort en kort video på Instagram, og selv om japanerne endnu ikke afslører, hvilken motorcykel der gemmer sig bag teaseren, er der flere interessante detaljer.

Videoen byder på snoede bjergveje, en ganske velkendt firecylindret motorlyd og enkelte glimt af motorcyklen fra førerens perspektiv.

Kawasaki skriver Destination: Adrenaline. Stay tuned i opslaget på sociale medier.

Det er altså ikke vildt meget, Kawasaki afslører i videoen, men måske alligevel nok til, at vi kan komme med et kvalificeret bud på, hvad der er under opsejling.

Er det den nye Kawasaki Versys 900?

Tilbage i august kunne vi fortælle om en mulig Kawasaki Versys 900, der var blevet spottet i det fri. Dengang blev flere delvist tildækkede motorcykler fotograferet under, hvad der tilsyneladende var officielle videooptagelser i Montenegro, og allerede på det tidspunkt blev der spekuleret i, om Kawasaki arbejdede på en ny firecylindret crossover.

Nu er Kawasaki altså selv på banen med en video, og noget tyder på, at de to historier kan hænge sammen. En af kommentarerne til Instagram-opslaget på Kawasakis engelske side identificerer nemlig optagelsesstederne som Piva Canyon og Durmitor-vejen P14 i Montenegro, hvor den mulige Versys 900 angiveligt også blev observeret i august.

Det er naturligvis ikke nogen officiel bekræftelse, men sammenfaldet er interessant.

Fire cylindre og et velkendt kåbeglas

Det er især motorlyden, der vækker interesse, for motoren lyder umiskendeligt som en firecylindret rækkemotor. Det passer fint med spekulationerne om, at Kawasaki kunne tage udgangspunkt i den eksisterende Z900-platform, hvor 948 cc rækkefireren gennem mange år har vist sit værd.

Sådan en løsning ville give Kawasaki mulighed for at udvikle en sportslig rejsemotorcykel uden at skulle konstruere en helt ny motor, men der er også andre detaljer i videoen, som er værd at bemærke.
I de korte sekvenser, hvor motorcyklen ses fra førerens perspektiv, minder kåbeglassets udformning umiddelbart om det, vi kender fra Versys-familien.

Det er selvfølgelig vanskeligt at fastslå noget definitivt ud fra så korte glimt, men kombinationen af motorlyden, kåbeglasset og optagelsesstedet gør Versys-sporet ganske interessant. Og hvis ikke det er nok, så ligner forlygten i den seneste video da vist noget vi har set før?

En ny sportslig rejsemotorcykel?

Kawasaki har allerede både Versys 650 og Versys 1100 i modelprogrammet, og derfor er det nærliggende at kigge på, hvor en ny firecylindret rejsemotorcykel fra Kawasaki kan placeres i modelprogrammet.

En lettere og mere sportsligt orienteret model baseret på Z900 kunne udfylde et hul mellem de eksisterende modeller og dermed blive et alternativ til modeller som eksempelvis Yamaha Tracer 9 og den måske kommende Ténéré 900.

Men det er selvfølgelig også muligt, at Kawasaki har andre planer, og at den kommende nyhed får en helt anden modelbetegnelse end Versys 900.

Indtil videre er det eneste sikre, at Kawasaki har offentliggjort teasere med en firecylindret motorlyd og en opfordring til at følge med.

Fra bølgeskvulp til større nyheder?

Kawasaki har allerede sendt flere bølger af 2027-nyheder i vores retning, og vi har tidligere omtalt både Kawasakis første bølge af 2027-modeller i begyndelsen af august, den anden bølge en måneds tid senere samt den tredje bølge nogle få dage senere.

Sidstnævnte betegnede vi dengang som et mindre bølgeskvulp, fordi nyhederne overvejende bestod af velkendte modeller i nye farver, og dengang spekulerede vi i, om der kunne være større bølger under opsejling. Med den seneste teaser kunne det meget vel se ud til, at Kawasaki nu er ved at skrue op for bølgehøjden.

EICMA nærmer sig

Timingen er under alle omstændigheder interessant, for den store internationale motorcykeludstilling EICMA i Milano nærmer sig med raske fjed. Og det ville ikke være specielt overraskende, hvis Kawasaki præsenterer denne nyhed i forbindelse med udstillingen, selvom producenten endnu ikke har offentliggjort nogen dato.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven