Elektrisk KTM Duke til November? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Elektrisk KTM Duke til November?

Dette er blot en tanke: Kan Pierer Mobility have noget elektrisk i gære?
30/09-2024 kl. 11:42

Tilbage i februar 2022 snublede vi over et ret interessant billede, som var sluppet ud fra et investormøde hos Pierer Mobility. På billedet så vi en sløret model under titlen “E-Duke”, der stod listet side om side med en KTM Freeride og den Husqvarna E-Pilen, som vi første gang hørte om i 2020.

Siden da har der ikke været vildt meget snak om elektrificering i nogle af de grene, der vokser på Pierer-træet, bortset fra nogle rygter og hjemmelavede billeder af, hvordan en elektrisk Duke kunne se ud.

Men for ikke så længe siden faldt undertegnede over en interessant Instagram-story, hvor den slovenske KTM-sponsorerede stuntkører Rok Bagoros tilsyneladende var et smut forbi en motorcykeludstilling i Østen. På billederne ser vi en elektrisk drevet KTM Duke med remtræk.

Motorcyklen er skruet sammen af virksomheden Gates, der specialiserer sig i kraftoverførsel. Det er derfor meget sandsynligt, at den elektriske Duke blot er til for at fremvise virksomhedens produkter og ikke har noget med KTM at gøre.

Alligevel kan skribenten her ikke lade være med at tænke over, om Gates virkelig har besværet sig med at udstyre en Duke med en batteripakke og elmotor “bare” for at have den med på messe, eller om de bag kulissen danser lidt med KTM.

Gates har trods alt afdelinger i både Shanghai og Singapore… Og vi ved jo, at en del af produktionslinjen for KTM’s mellemklassemodeller flyttes til Indien og Kina i håb om, at man ved at udnytte de økonomiske fordele i Asien kan vende skuden.

Men lad mig lige endnu engang understrege, at jeg absolut ingen sammenhæng har fundet mellem modellen på billederne og KTM.

Ovenstående er blot tankespind, som måske kunne være interessant for dem, der holder øje med den elektriske udvikling. Og så kunne det da også være lidt sjovt, hvis Pierer Mobility rent faktisk har E-Duke og E-Pilen med til EICMA om en måneds tid.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start