For gammel til banedage? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

For gammel til banedage?

92-årig var vild med sin fødselsdagsgave
Steffen Olesen
13/06-2021 kl. 09:16

Kan man nogensinde blive for gammel til at køre motorcykel, og i bekræftende fald, hvornår er man så for gammel til den slags “ungdommeligt pjat.”
Og hvornår er man egentlig for gammel til at køre banedage?
Det har uvidende ignoranter garanteret mange forskellige holdninger til, og mange af dem vil formentlig sætte aldersgrænsen relativt lavt, for hvorfor skulle halvgamle grånende mc-tosser risikere at sætte liv og helbred på spil?
Men vi inkarnerede motorcyklister ved bedre.
For vi ved nemlig, at det er hamrende sundt at køre motorcykel, det er livsbekræftende at køre mc, og der bliver heldigvis også stadig flere af os.
Og såkaldte “sølvræve” er faktisk ikke noget særsyn når der køres banedage.
Men det er ikke hver dag man ser trackday kørere i samme aldersgruppe som 92-årige Peter Villis fra England.

Fik banedag i fødselsdagsgave
Peter Villis som har kørt motorcykel siden 1945, har ikke kørt på en racerbane siden 1948.
Men han var parat til at genopfriske oplevelsen, da hans 56-årige søn Gary overraskede faderen med en fantastisk fødselsdagsgave.
Den perfekte far & søn dag ved et British Superbike School event på Blyton Park hvor Peter efter et par omgange for at køre varme i dækkene på sin lånte Yamaha MT-09 SP var klar til at give den gas.

Efter banedagen, hvor sønnen Gary kørte på en Yamaha R6, herskede der ingen tvivl om, at Peter Villis havde nydt dagen.
Faktisk så meget, at han overfor sønnen erklærede, at han måtte til at se sig om efter sin egen Yamaha MT-09 SP.

Peter Villis var vild med den lånte Yamaha MT-09 SP

Sønnen Gary kunne supplere med at fortælle, at det var en absolut superb dag, og at hans far var så imponeret over MT-09’eren, at han efter banedagen havde kedet r*ven ud af bukserne på sine venner med lovprisninger af modellen.
Peter er dog efterfølgende kommet til besindelse, og har besluttet sig for at beholde sin trofaste Suzuki Bandit, som han egentlig er ret glad for.

Vil gentage succesen næste år
Peter Villis afrundede den hyggelige dag med at fortælle, at han kommer igen næste år når han fylder 93.
En lille livsbekræftende historie, som sætter en fed streg under, at man aldrig bliver for gammel til at køre motorcykel.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start