Opgradering af brugt Bandit: del 1 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Opgradering af brugt Bandit: del 1

Optimering af affjedring er det første i rækken
Steffen F. Olesen
16/05-2021 kl. 07:00

Hvad gør man, når man synes at ens egen motorcykel ikke længere kører tilfredsstillende? Når affjedringen er begyndt at føles lidt rustik, og når motoren formentlig ikke længere har helt de samme hestekræfter som da den var ny.
Skifter man til en ny model, eller forsøger man at optimere den eksisterende havelåge?

Vi kaster os over den sidste løsning, og i en kommende række artikler informerer vi om hvilke tiltag det indebærer, og hvordan de falder ud.
Hvis du vil kende baggrunden for videoen over artiklen, så får du hele historien nedenunder.

Projekter får sit eget liv
Du kender det måske selv; man nusser lidt om motorcyklen, giver den et godt service, udskifter måske lidt sliddele, gnubber lidt på noget alu der måske trænger til en polering, og inden man ved af det, får et ganske lille projekt sit helt eget meget større liv.
Sådan løb en mindre operation også af sporet for os, og nu er et lidt mere omfattende projekt søsat.

Genkender du Banditten?
Det er ikke helt usandsynligt du genkender Banditten i videoen over artiklen, for det er selvsamme motorcykel du kunne læse om her på MagaCin i 2016 i artiklen, Ud og ind med banditten, hvor en renoveret Suzuki GSF 600 – eller bare Bandit 600 – blev udskiftet med en 2008 650’er Bandit med indsprøjtning.

Udskiftningen til en yngre model var en succes, men der gik desværre ikke ret længe, inden en uplanlagt sammenkobling mellem den nyere Bandit og en anden motorcykel afstedkom. En såkaldt alternativ parkeringsmanøvre med maksimal nedlægning.

Det kostede nogle buler og skrammer, så i vinteren 2017-18 fik den bulede Bandit – hvor vi i mellemtiden havde fuldpoleret fælgene – en lidt større overhaling med blandt andet udskiftning og reparation af skadede dele, montering af en eftermarkeds styrkåbe samt hugger, og generelt en kærlig hånd.

Derudover fik modellen også lige en gør-det-selv lakering, som består af en hjemmeblandet blå candy chrome farve og 4-6 lag klar lak på toppen, bar lige for at fjerne de værste overgange ved de egenproducerede klistermærker.

Som det forhåbentlig fremgår af billederne af i artiklen ovenover, så Banditten efter den omgang hæderlig ud. Men vedligeholdelse skal der altid til, og sidst du så Banditten her på MagaCin, var da vi for kort tid siden udskiftede kæden med en angiveligt vedligeholdelsesfri type fra Italiensk Regina.
Det kan du læse mere om i artiklen der er linket til nedenunder.

Den nye vedligeholdelsesfri kæde fra Regina lyder som et rigtig spændende produkt, men er den nu også vedligeholdelsesfri?
På indpakningen står der, at man skal smøre kæden efter hver vask af motorcyklen, rengøre og smøre kæden efter kørsel i regnvejr, samt efter kørsel på saltede veje… og/eller efter et år. Og så skal man tjekke kædens slæk efter hver 3000 km.
Vedligeholdelsesfri? Det får vi at se, når vi med tiden får spolet nogle kilometer på, men nu er vi stødt på en uventet forsinkelse.

Nyt projekt
Under udskiftning af kæden, sludrede undertegnede og Banditten’s ejer nemlig om modellens kvaliteter, samt de mindre heldig aspekter.

Suzuki’s GSF modeller er kendt for deres skudsikre motorer, men modelserien har diplomatisk sagt aldrig hævdet sig blandt eksklusive motorcykler udstyret med fornemme komponenter.
Bandit serien har gennem tiden været – og er stadig – en utroligt populær motorcykel. Pålidelig, driftssikker, ukompliceret og ikke mindst økonomisk overkommelig, fordi modelserien har været relativt billig at producere.
Men det betyder også, at der er plads til forbedringer.

Opgradering af affjedring.
Vi har tidligere med succes selv renoveret og optimeret forgaffel samt udskiftet bagdæmperen med en enhed fra svenske Öhlins på den hvide Bandit 600 du kunne læse lidt om i artiklen længere oppe, og nu har ejeren besluttet sig for, at 650’eren her også skal have en omgang.

Men i denne ombæring er vi gået all-in med hensyn til affjedring, så Poul fra Pitboxen, som du så i gårsdagen artikel om den nye Suzuki Hayabusa, er trådt i karakter, og har aftalt med den italienske affjedringsspecialist, Andreani, at de skal forestå opgaven med at udvikle en ny cartridge til forgaflen.
En dæmperenhed der fremover vil være tilgængelig for resten af verdens Suzuki Bandit 650 ejere.

Derudover vil Poul fremtrylle den mest hensigtsmæssige eftermarkeds bagdæmper til Banditten, og til sidst vil vi i fællesskab finindstille og optimere affjedringen til Bandittens ejer.
Spændende… ikke sandt?

Banditten venter utålmodigt på sin Andreani optimerede forgaffel

Arrow udstødning, luftfilter og flash
Udover optimering af affjedringen kaster vi os også over optimering af motorens ydelse.
Derfor har vi bestilt et væsentligt lettere komplet Arrow udstødningssystem til Banditten gennem Pitboxen, og så må Poul vurdere om der skal et mindre restriktivt luftfilter til, inden han også får opgaven med at trimme motoren bedst muligt, og flashe styreboksen på sit rullefelt.
Det bliver mindst lige så interessant, som at se hvad kvalitetsaffjedring kommer til at betyde for den gamle Bandit.

Del 1. af mange
I dag fik du første del af en artikelserie, og vi følger hurtigst muligt op med anden del, når vi får affjedringsstumperne retur fra Italien, eller der er andet spændende nyt fra projektet.
Hvis projektet har fanget din interesse, så husk endelig at kigge indenfor med jævne mellemrum, eller spring ind og følg magacin.dk på Instagram, hvor vi jævnligt holder vor læsere opdaterede på igangværende projekter.

Du finder MagaCin’s instagram her

OBS!
Og husk nu at servicere, eller få serviceret, din motorcykels forgaffel en gang imellem. Den elsker nemlig lige som motorcyklens motor ny, frisk og lækker olie.

Del med en ven

En person snakker om “Opgradering af brugt Bandit: del 1

Skriv et svar

Giver børn en ny start