Nemt overskuelige 2023 priser for KTM - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nemt overskuelige 2023 priser for KTM

Så landede 2023-priserne til de som er Ready To Race med KTM.
Steffen F. Olesen
31/01-2023 kl. 11:17

Er du typen som mener at portemonnæen hører fortiden til, eller at det simpelthen bliver for besværligt og tungt at slæbe rundt på alle de småpenge der kommer ud af, at købe et produkt som ender på fem eller ni, så er det måske skæbnen der fortæller dig, at du skal investere i en KTM.
For kaster man et blik på prislisten over producentens 2023-program nederst i artiklen, så er alle holdninger og bekymringer i den størrelse elimineret.

Vi starter i de små
Er du nyslået motorcyklist og på jagt efter dit første orange våben i begynderstørrelse, så har KTM et par modeller i netop den størrelse, som på ingen måde gør en landevejskriger til skamme over for kammeraterne med større maskiner.

Den billigste model på listen i denne kategori er 125 Duke, og her skal du slippe 72.000 danske kroner hos din lokale KTM forhandler, hvis du har forelsket dig i den lille nøgne landevejskriger.
Er du mere til kåbecykler, men stadig kan se fornuften i at drage i krig på en 125’er, så skal du bare skrabe otte mere af de lange sammen og smide oveni, hvorefter den super skarpt udseende RC 125 er villig til at forlade butikken.

Herfra træder vi et enkelt trin op at stigen, til et sted hvor der er lidt mere krydderi i gryden, men uden helt at forlade den lille kategori.
Således springer vi videre til ovennævnte modellers lidt større søskende, som er udstyret med en yderst velkørende 373 kubiks enstamper der trækkes af lige knap 44 heste.

Det lyder måske ikke super voldsomt, men hvis du lige kaste et blik på nedenstående video vil du måske blive overrasket over, hvor meget sjov man faktisk kan få ud af sådan en lille skridtraket, hvis ellers talentbarometret er fyldt til randen.

Prisen for en 2023 390’er lyder 82.000,- for modellen Duke, og 90.000,- for versionen med tøj på.

Mellemklassen
I denne kategori finder vi endnu en afklædt hertug, men med et noget mere potent kræftværk, der i sin reneste form leverer 105 heste, men som i Europa også kan leveres i en A2-venlig udgave.
Den seneste version af Den Originale Skalpel koster i år 120 af de lange, og hvis den bare opfører sig i nærheden af hvordan den gjorde for år tilbage, kan det ikke gå helt galt.

Dengang sagde MagaCin’s stifter, at man skulle tage sig i agt hvis ikke bankbogen matchede modellens prisskilt, for KTM 790 er ganske enkelt ekstremt vanedannende.

Men når vi er i denne kategori bliver vi simpelthen også nødt til at komme ind på tallet 890; for her har KTM i sandhed begået en genistreg i forhold til ikke at binde sig til 790 og 1290, men også at smide et par modeller på markedet som ligger sig lige der imellem.

790’eren er, som du blandt andet kunne læse i testen ovenfor, et yderst velkørende og morsomt bekendtskab, men ønsker du dig inderligt en lille smule mere guf på drengen, og samtidig slet ikke er mentalt i nærheden af den fuldkommen brutale 1290-motor, så er de forholdsvis nye 890’ere et super godt bud.

Godt nok skal du befri sparegrisen for 40.000 mere for en 890 Duke end for en 790 Duke, men jeg vil på det kraftigste opfordre potentielle købere til også at prøve 890’eren hvis overvejelserne går på en 790; for der er altså tale om en helt anden oplevelse.
Og den samme fornemmelse fik Nicolaus da han svingede benet over sadlen på den offroad-orienterede version af en 890-drevet maskine. Men i stedet for at læse her hvordan den opfører sig, så hør det hellere fra hestens egen mund via linket nedenfor.

Da Nicolaus testede KTM 890 Adventure R for et par år siden kostede den 199.990 danske enkroner, og til i år er det tal steget til 220.000.

Fuld blæs på bæstet
På det absolut øverste trin – som naturligvis også er det dyreste – står ærkehertugen i tre forskellige udgaver, side om side med de langbenede søstermodeller.

KTM 1290 Duke er den dag i dag stadig noget af det mest brutale vi her på redaktionen har siddet i sadlen på, og dykker vi cirka fem år tilbage i arkivet finder vi en video hvori tre af redaktionens på det tidspunkt tilknyttede satte KTM 1290 Super Duke R op mod BMW S 1000 R og Yamaha MT-10 SP og kom frem til, at ærkehertugen er fuldstændig vanvittig.

Sindssyge kommer dog ikke uden en pris, og hos KTM starter denne ved 300.000 kroners mærket.

Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start