Honda demo dag i Støvring

Honda, Farsø MC Center, KB Motorservice og Special Motorcykler inviterer til demo dag på køreteknisk anlæg i Støvring d. 27/4, hvor det er muligt at se nærmere på (og prøve) et bredt udsnit af Hondas modelprogram..
Anslået læsetid: 2 Minutter

Kom med til en dag fyldt med fart, frihed og fællesskab, når Honda MC Danmark i samarbejde med Farsø MC Center, KB Motorservice og Special Motorcykler inviterer til Honda Demo Dag på Køreteknisk Anlæg Aalborg i Støvring.

Sådan lyder det i invitationen til dette års udgave af Honda demo dag, som afvikles på køreteknisk anlæg i Støvring d. 27/4 kl. 9:00 – 15:00.
Men hvad går det ud på?

Sidste år satte de nordligst beliggende danske Honda forhandlere et nyt skib i søen i samarbejde med den danske Honda importør, hvor nysgerrige sjæle fik mulighed for at prøvekøre et bred udsnit af Hondas modelprogram under kontrollerede forhold på et lukket anlæg.

Et projekt som i den grad var en succes, og hvor ikke mindre end 250 personer blev registreret i systemet for prøvekørsler, og flere ville naturligvis have en tur på forskellige modeller. Så det var altså ikke mange minutter udvalget af Honda motorcykler fik lov at stå stille!

Gentager succesen
Grundet den gode modtagelse er det slet ikke underligt, at arrangementet bliver afvikler igen i år.
Men denne gang får den lige et gear mere!

Ligesom sidst bliver det naturligvis muligt at prøvekøre et bredt udsnit af modelprogrammet, du kan snuppe en pølse mellem prøvekørslerne, og det er som sidste år også muligt at få lov at køre motorcykel uden kørekort på et afgrænset område.
Sidstnævnte under kyndig vejledning af Frisdal og Langes Køreskole.

Men som noget nyt til i år, er arrangørerne også i fuld sving med at trække flere virksomheder til, som eksempelvis MotoStore, der vil fremvise en ordentlig spandfuld udstyr, og naturligvis står klar til at besvare ethvert spørgsmål herom.

Ydermere deltager en repræsentant fra Liqui Moly, som udover at have en masse lækre produkter med til fremvisning, også står klar med ekspertviden når det kommer til at forkæle dit kæreste eje.

MagaCin er naturligvis på pletten, og klar til en snak om alverdens motorcykelrelaterede emner, hvordan vi oplever de forskellige modeller, men også om hvordan livet som motorcykeljournalist er.

Der er altså lagt i ovnen til en herlig dag i det nordjyske, og går alt efter planen kan du forvente at blive mødt af endnu flere virksomheder, som på en eller anden måde har tilknytning til verdens fedeste hobby og transportmiddel.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar