
Honda afslører tankerne bag den usædvanlige V3R 900
Honda har efterhånden løftet en hel del af sløret for den spændende V3R 900 E-Compressor, som vi første gang stiftede bekendtskab med på EICMA i 2024, hvor japanerne præsenterede en ganske usædvanlig trecylindret motor med elektrisk kompressor.
Siden er der dukket både patentansøgninger, designregistreringer og officielle billeder op, og senest har Honda taget hul på en videoserie, hvor vi kommer med bag kulisserne og møder nogle af de mennesker, der står bag projektet.
I september kunne vi fortælle om første afsnit af videoserien, og nu er Honda klar med endnu et kapitel.
Denne gang handler det ikke så meget om, hvad ingeniørerne har udviklet, men snarere hvorfor de overhovedet kastede sig ud i projektet.
En motorcykel de selv ville køre på
Det hele begyndte ifølge Honda med et ganske enkelt ønske. Udviklerne ville skabe en motorcykel, som de selv havde lyst til at køre på.
Det lyder måske ikke specielt revolutionerende, men ambitionerne rakte tilsyneladende noget længere end blot at udvikle endnu en motorcykel med flere hestekræfter og en håndfuld nye elektroniske hjælpemidler.
Honda ville udfordre grænserne for, hvad en motorcykel med forbrændingsmotor kan præstere, og samtidig skabe noget, der adskiller sig fra de mere traditionelle konstruktioner.
Det førte til et udviklingskoncept, som Honda kalder Non-Rail Roller Coaster.
En lidt spøjs betegnelse, som direkte oversat beskriver ønsket om at skabe en motorcykel, der giver føreren spændingen fra en rutsjebane, men uden at være bundet til skinner.
Altså en køreoplevelse med masser af spænding og frihed, men samtidig med den kontrol og forudsigelighed, som gør det muligt at udnytte motorcyklens potentiale.
Teknologien er ikke målet
Et af de mere interessante budskaber i den nye video er, at Honda ikke betragter teknologien som et mål i sig selv.
Den er derimod et middel til at skabe den ønskede køreoplevelse.
Og det var altså den tankegang, der førte ingeniørerne frem til den usædvanlige V3-konfiguration med en elektrisk drevet kompressor.
Den 900 kubik store motor har tre cylindre placeret i en V-konfiguration med en vinkel på 75 grader, og kompressoren adskiller sig fra de traditionelle mekanisk drevne løsninger ved at kunne levere ladetryk uafhængigt af motorens omdrejningstal.
Det giver i teorien mulighed for at forme motorens kraftudvikling på en helt anden måde, og Honda har tidligere fortalt, at ambitionen er at levere præstationer på niveau med en 1.200-kubikker.
Men som udviklerne også gør opmærksom på i videoen, handler det ikke nødvendigvis om at jagte de største tal på papiret.
Det handler om, hvordan det føles, når man drejer på gashåndtaget.
En tilsyneladende irrationel idé
Honda lægger heller ikke skjul på, at valget af en V3-motor med elektrisk kompressor måske ikke umiddelbart fremstår som den mest oplagte løsning.
Tværtimod beskriver producenten selv konceptet som tilsyneladende irrationelt. Men det er netop en del af pointen.
For Honda handler projektet også om at videreføre den tradition for at udfordre konventionerne, som har været en del af mærkets identitet gennem årtier.
Og når man ser tilbage på nogle af Hondas mere utraditionelle motorkonstruktioner, er det da heller ikke første gang, at japanerne har valgt en teknisk løsning, som ved første øjekast kan virke unødigt kompliceret.
Om den nye V3-motor så rent faktisk kan levere den køreoplevelse, ingeniørerne drømmer om, må vi naturligvis vente med at konkludere, til vi får mulighed for at prøve den.
Men tankerne bag projektet er bestemt interessante.
Får vi den at se på EICMA?
Og netop nu er timingen for Hondas nye video ganske interessant.
For i dag sætter vi kursen mod Milano, hvor årets EICMA-messe står for døren, og hvor vi naturligvis skal se nærmere på de mange nyheder til den kommende sæson.
EICMA åbner først for pressen i morgen, men allerede i aften er MagaCin inviteret til et lukket arrangement hos Honda, og det bliver unægtelig spændende at se, hvad japanerne har tænkt sig at præsentere.
Om invitationen har noget som helst med V3R 900 E-Compressor at gøre, ved vi ikke. Men med den seneste tids fokus på modellen, de mange oplysninger, der efterhånden er kommet frem, og Hondas ambition om at bringe konstruktionen i produktion, er det svært ikke at spekulere lidt.
Måske får vi endelig den produktionsklare Honda V3R 900 at se? Det finder vi forhåbentlig snart ud af.
Indtil da kan du se Hondas seneste udviklingsvideo herunder, og eventuelt springe ind og følge MagaCins Instagram og Facebook eller abonnere på vores YouTube-kanal.
Det koster ganske gratis, men så er du sikker på at blive opdateret på blandt andet projekt V3R.

