BMW Motorrad Days dropper Garmisch-Partenkirchen

BMW Motorrad ændrer kurs for mærkets store internationale træf, og derfor bliver der ingen BMW Motorrad Days i Garmisch-Partenkirchen i 2027.
Anslået læsetid: 5 Minutter

Garmisch-Partenkirchen har gennem mange år været det naturlige samlingspunkt for og nærmest synonym med BMW Motorrad Days, men nu slutter en æra i den sydtyske by. Garmisch-Partenkirchen Kommune deler nu den ærgerlige besked om, at BMW Motorrad har meddelt kommunen, at BMW Motorrad Days ikke bliver afholdt i byen i 2027.

Det fremgår af kommunens opslag på sociale medier, at BMW Motorrad vil ændre konceptet og fremover lægge større vægt på regionale arrangementer på internationale markeder. Det er altså ikke nødvendigvis et farvel til BMW Motorrad Days som koncept, men det er en afsked med Garmisch-Partenkirchen som det store centrale samlingspunkt, der gennem mange år har trukket titusindvis af BMW-entusiaster fra hele verden til den bayerske bjergby.

MagaCin har fulgt træffet gennem mange år

BMW Motorrad Days har, som det fremgår af BMW Motorrads egen historik, rødder tilbage til 2001, hvor det første træf blev afholdt i Seefeld i Østrig under navnet BMW Motorrad Biker Meeting. Allerede året efter rykkede arrangementet til Garmisch-Partenkirchen, som gik hen og udviklede sig til et nærmest fast hjemsted for BMW’s store internationale motorcykeltræf.

Forbindelsen mellem BMW Motorrad Days og Garmisch-Partenkirchen er ikke ukendt her på MagaCin, og helt tilbage i 2009 skrev vi om BMW Motorrad Days i Garmisch-Partenkirchen, hvor der dengang var forventning om mere end 35.000 besøgende.

Et par år senere blev det til mere end omtale på afstand, for i 2012 drog MagaCins daværende chefredaktør Tommy Rønn selv på tur til Garmisch-Partenkirchen og rapporterede hjem fra det enorme træf med artiklen Træffet BMW ejerne bør prøve.

Her blev Garmisch-Partenkirchen beskrevet som en by, der under BMW Motorrad Days summede af liv og rungede af lyden fra de mange BMW-motorcykler, og besøget resulterede også i en lidt anden historie, da de dengang nye BMW F 700 GS og F 800 GS blev spottet i Garmisch.

MagaCin deltog igen ved arrangementet i 2014, hvor Tommy kunne berette om et gigantisk motorcykeltræf med mere end 40.000 deltagere og over 100 udstillere. Det var i øvrigt dengang en halvsnalret Tommy Rønn blev inviteret af kongen himself til at få et kig på en hemmeligholdt BMW S1000RR. Og efter Tommys beskrivelse var det også der, han af en lige så opstemt Troy Corser blev inviteret til Spanien for at prøvekøre nyheden.

Der er altså tale om et arrangement, vi selv har oplevet på nærmeste hold, og som gennem årtier har udviklet sig til en institution blandt BMW-entusiaster.

Først Berlin og så hjem til Garmisch

Efter mange år i Garmisch-Partenkirchen blev kontinuiteten brudt af coronapandemien, og BMW Motorrad Days blev i den forbindelse aflyst i 2020 og igen året efter. Da arrangementet vendte tilbage på kalenderen, blev det ikke i Alperne, for BMW flyttede i stedet Motorrad Days til Berlin i 2022 og 2023.

Opholdet i den tyske hovedstad blev dog kortvarigt, for i 2024 gjorde BMW Motorrad et stort nummer ud af at vende tilbage til de velkendte omgivelser, og MagaCin kunne dengang fortælle, at BMW Motorrad Days vendte tilbage til Garmisch-Partenkirchen.

BMW forklarede dengang selv, at tilbagekomsten imødekom et stort ønske blandt mærkets fans verden over om igen at opleve motorcykelkultur, festlig stemning og køreoplevelser med Alperne som kulisse.

Comebacket fortsatte i 2025, hvor BMW Motorrad selv rapporterede, at arrangementet samlede mere end 40.000 besøgende fra omkring 50 lande. BMW beskrev ved den lejlighed også arrangementet som verdens største BMW Motorrad-træf.

Derfor er det noget af en kovending, at Garmisch-Partenkirchen nu igen forsvinder ud af kalenderen.

Garmisch-Partenkirchen ser på alternativer

I Garmisch-Partenkirchen lægger man ikke skjul på skuffelsen over BMW’s beslutning. Kommunen fremhæver, at BMW Motorrad Days gennem mange år har samlet mennesker fra hele verden i byen og haft stor betydning for hoteller, restauranter, handel og lokalområdet som helhed.

Men måske bliver den traditionelle første weekend i juli ikke helt stille i den sydtyske by. Garmisch-Partenkirchen Kommune oplyser nemlig, at man sammen med GaPa Tourismus allerede undersøger mulighederne for også fremover at skabe et centralt mødested med et tilhørende program på det tidspunkt, hvor BMW Motorrad Days traditionelt har været afholdt. Overvejelserne er dog endnu på et meget tidligt stadie.

For BMW Motorrad bliver kursen en anden. I stedet for at samle titusindvis af entusiaster fra hele verden ét sted vil producenten fremover lægge større vægt på regionale arrangementer på internationale markeder.

Dermed brydes det tætte bånd mellem BMW Motorrad Days og Garmisch-Partenkirchen, blot få år efter at BMW med stor entusiasme vendte tilbage til Alperne.

Det bliver interessant at følge, hvilke skibe BMW Motorrad sætter i søen som afløser for det populære arrangement, hvor mange motorcyklister de kommer til at tiltrække, og om de kommende regionale arrangementer kan løfte arven efter et træf, der gennem mere end to årtier har samlet titusindvis af BMW-entusiaster fra store dele af verden.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven