
KTM gemmer nye afsløringer til EICMA
KTM er ligesom Husqvarna tilbage på startgridden, og deltager også ved efterårets mc-messe EICMA på stand E08 i hal 22.
KTM har ligesom det østrigske søsterfirma officielt bekræftet sin deltagelse på EICMA 2026, hvor der ligesom for Husqvarnas vedkommende tilsyneladende bliver mere at kigge på end allerede kendte modeller.
Producenten varsler nemlig et første kig på den videre udvikling på tværs af modelprogrammet, når verdenspressen forsamles på standen tirsdag den 3. november kl. 10.45.
KTM retter blikket mod offroad
Hvor Husqvarna i deres pressemeddelelse fokuserer på planerne for 2027 og årene derefter samt mærkets seneste udvikling og nyeste maskiner, sigter KTM i stedet mere direkte mod offroad-performance, fremtidig udvikling og nye retninger på tværs af motorcykelprogrammet.
Fokus på offroad kommer ikke helt ud af det blå. For KTM har gennem længere tid haft travlt på den front, og MagaCin har blandt andet tidligere beskrevet lanceringen af en stribe 2026 offroad-modeller samt den terrængående KTM 890 Adventure R Rally med Dakar-DNA.
Hvad der mere konkret gemmer sig bag den seneste udmelding, fortæller KTM derimod ikke. Det er åbenbart helt bevidst, for producenten gør det klart, at de kommende afsløringer holdes skjult helt frem til EICMA.
Det er slet ikke første gang, at KTM har gemt en overraskelse eller to til Milano, for da mærket vendte tilbage til EICMA i 2023, dukkede den dengang helt nye 990 Duke op på standen som en reel overraskelse.
Det fik vi dengang en snak med indehaveren af Jens Winther – MC fra Roskilde om, som du kan se omkring 41 minutter inde i videoen fra vores rundtur på EICMA i 2023.
I 2024 var MagaCin selvfølgelig også en tur forbi KTM’s stand på EICMA, hvor vi ud over de allerede kendte nyheder fik et første lynhurtigt kig på langdistancebæstet KTM 1390 Super Duke GT, som dengang blev præsenteret på messen.
Den model og vores besøg hos KTM kan du se omkring 33 minutter inde i videoen i artiklen Video: En rundtur på EICMA 2024.
Selv om KTM altså endnu ikke fortæller, hvad der gemmer sig under klædet denne gang, er der god grund til at kigge forbi stand E08 den 3. november.
EICMA 2026 åbner for offentligheden torsdag den 5. november og fortsætter frem til søndag den 8. november.



