V10'er med 500 hk solgt for godt 1,3 mio. - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

V10’er med 500 hk solgt for godt 1,3 mio.

Allen Millyards Viper V10 blev solgt til en lokal samler, der selv vil køre på modellen med en 8.0-liter Dodge Viper V10 motor, som er noteret for en fartrekord i Guinness World Records.
29/07-2026 kl. 06:13
Anslået læsetid: 3 Minutter

Salgsprisen for en brugt motorcykel afhænger af mange faktorer som alder, stand, antal kørte kilometer og model, og de mest sjældne eksemplarer og specialudgaver opnår ofte en god pris.
Eftermonteret udstyr får man typisk ikke meget for, og decideret ombyggede modeller kan være næsten værdiløse.

Specialudgaver og dygtigt udførte hjemmebyggede kreationer, som eksempelvis den 48-cylindrede totakter, der blev bortauktioneret i 2024, kan derimod indbringe svimlende beløb, og nu har endnu en specialbygget motorcykel med mange cylindre opnået et imponerende hammerslag.

Tidligere på måneden kunne du læse her på MagaCin, at Allen Millyard havde besluttet sig for at bortauktionere sin +500 hk Viper V10, der blandt andet har gjort sig bemærket med en fartrekord med passager hos Guiness World Records.

Auktionshuset H&H Classics vurderede Allen Millyards ret specielle kreation til at indbringe et sted mellem £100.000 og £150.000, og det viste sig senere ikke at være helt ved siden af.

Viper V10 opnåede nemlig et hammerslag på £130.000, og salgsprisen endte efter salær og andre omkostninger på £149.500, hvilket efter den aktuelle valutakurs i skrivende stund svarer til 1.308.857 danske kroner og 55 øre.
Allen Millyard delte efterfølgende nedenstående opslag på sociale medier.

Den lokale køber, der som nævnt i Allen Millyards opslag befandt sig i rummet under auktionen, er den lokale samler Tim Whittaker, som er en mangeårig støtte for det engelske The National Motorcycle Museum.
Allerede da Tim så modellen første gang, stod det klart, at han betragtede et fantastisk stykke ingeniørkunst, og med sin ingeniørbaggrund inden for den automotive industri havde han svært ved at begribe, at en enkelt mand kunne skabe noget så ekstraordinært.
Da modellen røg på auktion, vidste han, at det var en mulighed, der kun opstår én gang i livet.

Tim Whittaker ønsker ikke at modellen, som Allen Millyard selv har kørt omkring 10.000 miles på, skal forsvinde i glemsel i en privat samlers kollektion. Derfor har Tim besluttet sig for jævnligt at køre på modellen, og derudover kan V10 ses udstillet på The National Motorcycle Museum i vintermånederne, så andre også kan nyde synet af den bemærkelsesværdige maskine.

Allen Millyard startede til de tilstedeværendes begejstring modellen op i lokalet, og i videoen som The National Motorcycle Museum efterfølgende delte, kan man se hammerslaget over modellen.

Stort tillykke til Tim med nyerhvervelsen og et anerkendende nik til, at Tim giver andre mulighed for at se modellen på nært hold fremover.

Lyden fra motorcyklen er begravet i musik i videoen længere oppe, så lad os runde af med et lille indslag, hvor Allen Millyard dagen før auktionen starter modellen op udendørs.

Del med en ven