
Guy Martin mister kørekortet
Guy Martin – manden der har brugt en betragtelig del af sit liv på at presse tempoet på to hjul til det yderste – er nu blevet frakendt kørekortet i seks måneder efter to fartbøder på sin Honda.
Ikke under et rekordforsøg, ej heller på Isle of Man TT, men på helt almindelige engelske landeveje.
To gange for meget
Det første forhold fandt sted den 15. juli sidste år, da Martin blev fotograferet med 46 mph på A50 ved Leicester, hvor hastighedsgrænsen var 40 mph. Det andet skete den 19. marts i år, da han kørte 78 mph på A43 ved Brackley – en strækning med midlertidig 50 mph-grænse på grund af vejarbejde.

Med andre ord: seks mph over grænsen den ene gang, 28 mph over den anden.
Ikke ligefrem forbrydelse i omegnen af de hastigheder han plejer at begå sig i, men nok til at sende ham over grænsen for frakendelse.
Tolv point og ingen diskussion
Retten viser, at Martin hermed nåede op på mindst 12 strafpoint på sit kørekort jævnfør de engelske kørekortregler – og han valgte ikke at gøre indsigelse mod frakendelsen på seks måneder.
Hans advokat meddelte retten, at Martin undskyldte for forholdene.
Den samlede regning landede på 1.329 pund i bøde, sagsomkostninger og bidrag til offerfond.
Det svarer i skrivende stund til knap 11.500 kroner
Sagen blev behandlet af en enkelt dommer via den såkaldte Single Justice Procedure – altså i det stille, uden offentlig høring.
Det er nok det mest anonyme, Guy Martin har gjort i mange år.
Manden der har jagtede 400 mph…
Her på MagaCin har vi gennem årene fulgt Guy Martins jagt på stadig mere vanvittige hastighedsrekorder – fra hastighedsrekorden på en turbo-Hayabusa til projektet der skulle nå 400 mph og rekordforsøget på en Wankel-racer.
Manden har brækket ryggen to gange og anser åbenbart det som en acceptabel arbejdsskade.
Og så er det altså et automatisk fotokamera ved et vejarbejde, der sætter hans kørekort på pause.
Rimeligt eller ej?
Regler er regler, og i England risikerer du, præcis som her i Danmark, at miste kørekortet, hvis du samler klip nok sammen.
Ingen undtagelser for berømtheder, og ingen rabat for TV-værter med bakkenbarter.


