2026 KTM 1390 Super Duke RR – lettere, skarpere og mere kompromisløs end nogensinde - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

2026 KTM 1390 Super Duke RR – lettere, skarpere og mere kompromisløs end nogensinde

Ny Super Duke RR barberer 11 kg, får racekomponenter og 190 hk; en rendyrket hypernaked i begrænset oplag.
23/04-2026 kl. 10:16
Anslået læsetid: 5 Minutter

KTM vrider igen gashåndtaget… og denne gang er det ikke bare med endnu en opdatering, men et klart statement om, hvor grænsen for en hypernaked går.

Den nye 2026 KTM 1390 Super Duke RR lander som topmodellen i den østrigske producents street-program, og selv om navnet kun får ét ekstra bogstav, er ambitionerne tydeligt større.

Det her er altså ikke en pyntet specialudgave, men en målrettet videreudvikling af den allerede kompromisløse Super Duke R, som er strammet op, lettet for vægt og skærpet til det punkt, hvor den begynder at kigge superbikes direkte i øjnene.

En nyhed der absolut må være mindst lige så underholdende, som forlægget MagaCin testede og sammenlignede med et par andre vildbasser i 2017, for at finde ud af hvilken af de tre, der gav det bredeste smil i hjelmen.

Vægten som våben

Det mest markante greb er måske vægttabet, hvor hele 11 kilo er barberet af i forhold til R-modellen.
Det ændrer hele maskinens karakter med hurtigere retningsskift, mere direkte feedback og i det hele taget en fornemmelse af, at cyklen arbejder tættere sammen med føreren.

Opskriften er velkendt, men udført konsekvent. Kulfiber breder sig over både visuelle og funktionelle komponenter, fra karrosseridele til mindre detaljer, mens en titanium Akrapovič slip-on bidrager til både vægtreduktion, ydelse og et lækkert lydbillede.

Samtidig er der smidt smedede fælge på, som reducerer den roterende masse; et sted hvor man virkelig kan mærke forskellen i praksis.

Chassis og komponenter i den tunge ende

Hvor standardmodellen i forvejen er skarp, går RR-versionen skridtet videre med WP Pro-komponenter, udviklet med klare referencer til MotoGP.
Her er der ikke tale om semi-aktive kompromiser, men et fuldt justerbart setup med mekanisk fokus.

Dertil kommer Brembos nyere Hypure Sport-kalibre foran, som markerer endnu et skridt op fra de allerede stærke Stylema-enheder. Og sammen med Michelin Power GP Hypersport-dæk er pakken tydeligt rettet mod yderst aktiv kørsel, både på vej og bane.

Motoren er velkendt, men stadig brutal… Den 1.350 kubik store LC8 rækketoer leverer 190 hk og 145 Nm, og med KTMs CAMSHIFT-teknologi arbejdes der aktivt med ventilstyringen for at holde trækket stærkt hele vejen gennem omdrejningsregistret.
Det er altså ikke effekten alene, der imponerer; det er måden den leveres på.

Elektronik, der faktisk giver mening

Hvor noget elektronik kan ses som blot pynt på et tilbudsskilt, virker KTMs tilgang mere funktionel.
Hele producentens Tech Pack er standard her, og det betyder alt fra quickshifter til avanceret motorbremsekontrol og justerbar traction control.

Med modellen lanceres en ny 8,8 tommer TFT-instrumentering, hvor man med Track Mode får adgang til laptimer, telemetry og køreprogrammer, og så er der det nye Beast Mode, som – uden at KTM går i detaljer – tydeligvis er tænkt som den mest rå indstilling med minimale indgreb.

Det er en ret klar retning; elektronikken skal ikke filtrere køreoplevelsen væk, men give føreren mulighed for at finjustere den.

Aerodynamik og attitude

Visuelt er ændringerne relativt subtile, men funktionelle. Små winglets omkring tanken bidrager til øget downforce og mindre tendens til wheelies under hård acceleration. Samtidig er fronten redesignet, så RR’en skiller sig ud fra den almindelige R. Men uden at miste den karakteristiske aggressive KTM-identitet.

Se præsentationsvideoen for den nye KTM 1390 Super Duke, som er født til at dominere.

Begrænset – og bevidst

Produktionen er begrænset til 350 eksemplarer globalt, og det understreger pointen.
Det her er ikke en motorcykel, der er skabt for at tjene “nemme penge”.
Modellen forventes at lande hos forhandlerne i Maj/April.

Det er en maskine bygget til en meget specifik type kører. En, der ikke nødvendigvis jagter komfort eller image, men som vil have det tætteste, man kommer på en racermaskine, uden at give slip på det nøgne layout.

Del med en ven