Honda viser små E-Clutch maskiner i Japan
I sidste weekend blev Osaka Motorcycle Show 2026 skudt i gang; en af de tre klassiske japanske messer sammen med Tokyo og Nagoya, hvor producenterne traditionelt lufter idéer, som ofte siger mere om fremtiden end mange officielle lanceringer gør.
Og netop i Osaka trak Honda stille og roligt opmærksomheden i en ret interessant retning.
Ikke med én stor nyhed, men med to modeller vi ikke så på EICMA, der på papiret kaldes koncepter, men i praksis ligner noget, der allerede er længere henne i udviklingen, end ordet “koncept” normalt antyder.
To nye 400’ere med en tydelig retning
Honda, der søgte om rettighederne til modelnavnet Honda CBR400R Four i 2024, viste både en CB400 Super Four E-Clutch og en CBR400R Four E-Clutch, som du kan se billeder af over artiklen.
To maskiner, der på overfladen rammer hver sin kategori; den ene en nøgen, retroinspireret nakedbike med klare referencer til den større CB1000F, og den anden en mere moderne, kåbeklædt sportsmaskine.
Begge modeller er udstyret med Hondas E-Clutch-system, som i al sin enkelhed gør det muligt at køre uden at bruge koblingsgrebet, men uden at fjerne det helt.
400-klassen som strategisk mellemstation
400 kubik er en lidt overset størrelse i Europa, men globalt er det en klasse med stor betydning. For på mange markeder uden for Europa fungerer den som et naturligt næste skridt efter de helt små begyndermaskiner; ja, på nogle markeder er det nærmest definitionen på en “rigtig” motorcykel.
Så for Honda giver det god mening at lægge billet ind her. For platformen er allerede kendt, fleksibel og relativt billig at producere; samtidig giver den plads til at teste nye teknologier på en målgruppe, der både tæller nye og tilbagevendende kørere.
Men det egentlig spørgsmål er vel hvor meget “koncept” er der tilbage her? For begge modeller fremstår umiddelbart færdige. Det ligner ikke skitser eller eksperimenter, men motorcykler, der blot mangler et grønt lys fra ledelsen og en produktionslinje.
Om vi får dem at se i Europa, er nok tvivlsomt… For ved China International Motorcycle Trade Exhibition sidste sommer, præsenterede Honda både en CBR500R og en CB500SF.




