
Endnu en dansk motorcykelforhandler lukker
Det er kun omkring en måneds tid siden en kendt motorcykelforhandler meddelte, at man så sig nødsaget til at indstille driften efter 28 år, og at Cap’s Harley-Davidson Aarhus lukker.
Og nu er det desværre et beklageligt faktum, at endnu en motorcykelforhandler følger det ærgerlige eksempel.
Special MC i Aalborg blev grundlagt i 1953 af Ludvig Kristensen, og i 1965 indtrådte Ole Kristensen som medejer.
Sådan forblev det indtil 1981, hvor Ole overtog butikken som eneejer, og kunderne kunne træffe Ole i butikken i ikke mindre end 50 år.
Ole blev efter en imponerende lang karriere i mc-branchen afløst af Marius Thrige Iversen, der tiltrådte som ejer og direktør i Special Motorcykler pr. 1. juni 2015, og den for nogle af os nærmest ikoniske motorcykelforhandler blev ny Honda forhandler i Nordjylland for godt et års tid siden.
Dermed blev et nyt kapitel indledt for Special MC, men det bliver desværre det sidste kapitel i en lang historie, hvor det sidste punktum sættes om få måneder.
Indehaveren Marius har for få timer siden med begrundelse i rettidig omhu samt andre personlige årsager bekendtgjort, at Special MC efter mere end 70 år i Mc-branchen nu drosler ned og lukker helt d. 1. August 2025.
Det er ganske vist !!!
Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Special Motorcykler lukker ned efter 73 år i branchen
.……. Og hvorfor så det ??? Det helt korte svar er et lille citat fra Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller: ”Rettidigt omhu” , samt andre personlige årsager, der ligger til grund for min beslutning.
Vi er væk fra adressen d. 1/8 2025 og drosler ned indtil da. Måske popper navnet op på et senere tidspunkt.
Indtil da holder vi et stort ophørsudsalg. Alt skal væk:
Varelager af diverse reservedele – tøj, udstyr, tilbehør, plejemidler, inventar, værktøj, værkstedsudstyr (borde m.v.), kraner, udsugning, MC-lifte (el), specialværktøj, reoler, møbler, spots, manualer…… o.s.v. o.s.v.
Der vil komme datoer, hvor der vil være ”rivegilde”.
Vi er også interesserede i henvendelser fra kolleger, der vil gi´ bud på hele og halve partier. Måske en person, der har modet til at overtage butikken ”mit alles” ??
Der er også et parti ”nye” reservedele til ældre motorcykler – Honda, Suzuki, Kawasaki og Yamaha. Små 1000 varenumre.
Gavekort skal indløses inden d. 1/8 2025.
Vi takker for tilliden gennem alle årene – handlerne og alle de fede oplevelser og snakke.
På vegne af Team Special
Marius
Sådan lyder det i opslaget på sociale medier fra Special MC’s nuværende ejer, og der er nok andre end denne skribent, som returnerer en tak til både Ole, Jan, Marius og andre i butikken for gode handler, veludført arbejde og mange hyggelige stunder.
Herfra en særlig tak til Ole og Jan for omkring fire årtiers hyggeligt bekendtskab, der i sin tid blev indledt med udskiftning af bagdækket på min Honda CB 400T efter en brænder, hvor det sprængte dæk såmænd også flåede baglygten af.
Det kunne vi sagtens grine af, og det er dælme mange gange Special MC er kommet undertegnede til undsætning i en kneben situation.
Som dengang der med få timers varsel skulle bruges et komplet gashåndtag til en gixxer 1000, der havde været en tur rundt på taget, og Ole tog sig tid til at finde en gratis erstatning i en rodekasse med gamle stumper… og sådan kunne man blive ved.
Bemærk at Special MC holder ophørsudsalg indtil butikken lukker, så der bliver formentlig travlhed i butikken i den kommende tid, og det er altså stadig muligt at få en sludder med ligesindede på adressen Kaolinvej 12 – 9220 Aalborg Øst indtil første August 2025.