Video: Kører bevidst over styrtet konkurrent

Hmm... Hvorfor ligger der en mand der? Pyt, vi kører bare over ham.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Der har flere gange vist sig, at motorsport på højeste plan kan få folk til at gøre de mest mærkelige ting.
Som eksempelvis i 2018, da den dengang 22-årige italienske Moto2-kører, Romano Fenati, kørte op på siden af konkurrenten Stefano Manzi og greb ud efter Manzi’s bremsegreb.

Ovenstående er noget af det farligste undertegnede erindrer, hvor episoden med de to Husqvarna mekanikere fra Max Racing Team, der sidste år forhindrede Tech3-køreren Adrian Fernandez i at køre ud af pitten, er i den milde ende af listen over mærkelig opførsel.

Men nu er det tid til endnu en uheldig episode, hvor tilskuerne ved Enduro løbet Enduropale du Touquet i Frankrig, fik sig noget af et chok.

Nedenfor ser du en video af hvad der angiveligt er kørerne på vej til løbsstart, og her var en rytter så uheldig, at han foretog en utilsigtet afstigning.
Den slags kan ske, og så må de andre jo bare smutte uden om, indtil “væltepeter” er kommet op på hesten igen.

Det var skam også hvad de fleste gjorde, men umiddelbart efter styrtet ser vi en kører med startnummer 322, som har kurs direkte mod manden på jorden.
Heldigvis når Tom Maurizi, som #322 hedder, at sænke farten betragteligt, men så sker noget yderst uventet.

Selvom Maurizi efter alt at dømme sagtens kan nå at få hold på dyret, så træffer han den mest mystiske beslutning i verden; nemlig at kaste koblingen og give gas.
Det resulterer i et gisp fra en stor del af publikum, og mon ikke også en ubehagelig oplevelse for ofret på jorden?

Mage til usportslig – og mildest talt idiotisk – opførsel har vi sjældent set!
Efterfølgende er der oprettet en underskriftindsamling på den franske hjemmeside My Opinions, hvor 9.650 personer i skrivende stund har skrevet under på, at de vil have gerningsmanden endeligt og øjeblikkeligt ekskluderet fra FFM (French Motorcycle Federation) for at statuere et eksempel, og derved forhåbentlig sikre, at sådan noget ikke sker igen.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar