Trident 660: Fremtidens Café Racer? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Trident 660: Fremtidens Café Racer?

Et bud på fremtidens Café Racer
Steffen F. Olesen
06/12-2021 kl. 09:20

Verden er fuld af skønne ombygninger, og hvor det for år tilbage var choppere som var lærred for de fleste projekter, så har den seneste tid budt på et hav af Flat Trackere, Scramblere og især Café Racere.
Det har flere gange givet anledning til tvivl om hvorvidt ombygningerne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige, og om ændringerne betyder, at der skal betales ny afgift af cyklen.
Her kan “nybegynderen” glæde sig over den nyligt udgivne vejledning på skat.dk hvor man kan danne sig et overblik over, hvilke modifikationer der kan foretages uden problemer, og hvilke der kræver en tur forbi synsmanden.

Det er langt fra alle steder i verden, at man er så strikse med ombygninger som vi er herhjemme, og af samme grund finder vi nogle af de fedeste ombygninger uden for landets grænser.
For et par måneder siden kunne du eksempelvis se videoen af en titaniumsudstødnings fødsel, hvor Shiro Nakajima går all-in på godt gammeldags håndværk og viser, at japanerne stadig fornøjer sig med at bruge deres hænder fremfor maskiner.

Senest er vi stødt på videoen herunder fra Iron Macchina Customs, og det sjove ved den er, at den ikke handler om at bringe nyt liv til en gammel havelåge, men derimod at modellere en helt ny retroinspireret motorcykel til en futuristisk Café Racer.

Der er ingen tvivl om, at den Triumph Trident 660 vi ser i videoen skiller vandene hos de som sætter pris på en god ombygning, men ser vi bort fra det visuelle et øjeblik, så er konstruktionen her faktisk ret cool.
I stedet for at gå amok på internettet, og bestille et hav af eftermarkeds stumper, så har den filippinske custom-shop selv fremstillet alle delene bortset fra udstødning, spejle og clip-ons.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start