Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Stage-3 opgraderet Ninja ZX-25R

Kawasaki Indonesia har opgraderet et eksemplar af Kawasaki ZX-25R til banekørsel med Yoshimura, et orgie i kulfiber og stumper fra Sniper

CO
11/05-2020 kl. 05:00

Det undgik næppe din opmærksomhed, da vi kort før jul bragte et lille skriv om Kawasaki's hidsige lille satan. Kawasaki ZX-25R der er udstyret med en firecylindret rækkemotor på 249cc, og visuelt fremstår mindst lige så skarp, som de mest drabelige større Ninja'er i familien.

De tekniske specifikationer kan man heller ikke sætte en finger på, for modellen er som du kunne læse i artiklen sidste år spækket med lækre komponenter.

Men det der for alvor fangede vores interesse, var den lille rækkefirer ophængt i et moderne trellis stel i højstyrkestål.

Og så var vi svært fornøjede over at se omdrejningstællerens røde felt markeret ved 17.000 snoninger.

Bare tanken om de fire bittesmå propper der spurter af sted i rasende tempo i cylindrene, vrider mundvigene op til ørerne i et bredt grin.

Den må vi ikke få

Indrømmet… vi var hooked, og kontaktede derfor den danske Kawasaki importør, der måtte skuffe os med oplysningen om, at det ikke er muligt at importere modellen til Danmark.

Kørt på Jerez af Rea

Vi kunne imidlertid ikke glemme den lille omdrejningsvillige model, og kunne ikke nære os for at dele en video fra det tidlige forår, hvor den mangedobbelte WSBK verdensmester Jonathan Rea kørte modellen på racerbanen Circuito de Jerez i Spanien.

Her kom Kawasaki's hidsige lille satan i aktion i kyndige hænder, og både team kollegaen Alex Lowes samt Rea gav i videoen udtryk for, at modellen er ret cool, og ligner en lille version af deres egne racere. 

Baby-Ninja Dyno Run

Desværre var videoen fra racerbanen præget af støjforurening i form af såkaldt underlægningsmusik, og her var vi nok nogle, der havde foretrukket den rå usminkede lyd fra motorcyklen.

Men vi skulle heldigvis ikke vente forfærdeligt længe, inden en video med Kawasaki Ninja ZX-25R på rullefelt blev frigivet. Videoen kan du se i artiklen Baby-Ninja Dyno Run, hvor motoren får lov til at strække ud til omdrejningsbegrænseren rammes.

Tre-trins opgradering

Her på redaktionen synes vi modellen er både cool, fræk og ualmindeligt charmerende. Den perfekte begynder mc for den sportsligt orienterede, og vi er overbeviste om, at modellen au naturel vil gøre en fin figur på en spontan banedag.

Men det afholder ikke Kawasaki Indonesia fra at opgradere modellen yderligere, så den fremstår om muligt endnu mere indbydende, for både beskueren og den almindelige dødelige trackday helt.

Modifikationerne er dokumenteret på foreløbig tre videoer, hvor der i den første Stage-1 video monteres stumper fra eftermarkedsproducenten Sniper.

Nye multi justérbare fodhvilere, Clip on'er og flip-up greb med mere.

Artiklen fortsættes under videoen

Lidt ekstra goodies der ikke kun er rent bling, men også ret fornuftige ved banekørsel. Justérbare fodhvilere og andre Clip On'er for optimeret førerposition, samt greb der vipper op ved eventuelt styrt, så kørslen kan fortsættes uden besøg i pitgaragen. Og så spares der formentlig nogle gram på totalvægten.

I den følgende Stage-2 video spares der nok også lidt vægt, når katalysatoren sammen med udstødningssystemet erstattes af et lettere komplet system fra Yoshimura.

Artiklen fortsættes under videoen

I Stage-2 videoen ser vi den lidt kluntet udførte originale udstødningens fire forrør med udligningsrør erstattet af den mere elegante konstruktion fra Yoshimura.

Vi gætter på, at Yoshimura systemet udover vægtbesparelse og ekstra effekt også byder på en rigtig hæderlig opgradering af lyden.

Vedrørende vægtbesparelse, så se lige kulfiber orgiet i Stage-3 videoen nedenunder. 

Artiklen fortsættes under videoen

Uanset om man er tilhænger af motorcykler pladret til i carbon-stumper eller ej, så må man tage hatten af for Kawasaki Indonesia, for her er de gået all in. Vi ser bort fra vægtbesparelsen, og retter i stedet opmærksomheden mod de smukt forarbejdede kulfiberdele, og bemærker at selv instrumenteringens hus er fremstillet i det vanvittigt stærke og lette materiale.

Og så har man valgt at anvende en kulfibervævning af de pæneste.

Vi klapper i vores små hænder af begejstring.

Halløj Kawasaki Indonesia… nu ser vi gerne en video hvor modellen bliver trukket ud i sollyset og fyret af på bane.

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere