Officiel præsentationsvideo med Benelli's 2023 nyheder - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Officiel præsentationsvideo med Benelli’s 2023 nyheder

Se 2023 Benelli TRK 702, TRK702 X, TRK 800, Tornado Naked Twin 500 og BKX 250 præsenteret på video.
CO
12/01-2023 kl. 08:00

Selvom det ikke længere er specielt let at købe en ny Benelli motorcykel i Danmark, så er der på andre markeder fart over feltet for det oprindeligt italienske mærke, der siden 2005 hørt under Qianjiang Motorcycle, som er et kinesisk selskab ejet af Geely Holding Group.
i 2022 solgte Benelli 40.000 enheder i Europa med en stigning i omsætningen på 15%, og der røg 14.000 enheder over disken alene i Italien, hvor man noterede sig en vækst på 25% i omsætningen.

Motorcyklerne fra Benelli er gennem tiden slet ikke gået upåagtet hen hos MagaCin, og vores daværende chefredaktør Tommy Rønn var faktisk på rundvisning hos Benelli i 2009.
Samme år testede Tommy som du kan læse i artiklen der er linket til over dette afsnit Benelli TRE-K 899, hvor en begejstret testkører spåede, at Benelli gik en lys fremtid i møde, hvis altså de danske forbrugere reagerede som forventet på en prisfornuftig charmetrold optimeret mod fornuftskørsel, og med masser af italiensk temperament.
Sidenhen har MagaCin testet Benelli TNT og andre modeller, hvoraf en del af dem faktisk var ret fede.
Nogle husker måske den specielle Benelli Tornado 900 med farvede propeller til udsugning under bagsædet, Mathias bemærkede i forbindelse med afviklingen af årets mc i 2017, at Benelli TNT 125 var ret cool, fordi den så ud som den gjorde, og kun kostede lidt mere end en knallert, og Benelli Leoncino fandt vej blandt deltagerne ved årets motorcykel i 2018.
For blot at nævne nogle få eksempler.

Præsentationsvideo fra EICMA 2022
Uagtet det italienske mærke som blev grundlagt i 1911 har en lang traditionsrig historie, med eksempelvis den sekscylindrede Benelli Sei, så har Benelli beviseligt haft svært ved at etablere sig seriøst på det danske marked.
Og det er måske i virkeligheden lidt synd.
For de fire 2023 modeller som Benelli præsenterede på efterårets store mc-messe EICMA i Italien i 2022, ser bestemt ikke uinteressante ud.
Se 2023 Benelli TRK 702, Benelli TRK702 X med egerhjul, Benelli’s flagskib i form af den videreudviklede Benelli TRK 800, Benelli Tornado Naked Twin 500 som er mærkets nye eksplosive sportslige TNT variant, og sidst men ikke mindst de nye Benelli BKX 250 i præsentationsvideoen fra EICMA 2022.

I den knap en halv time lange præsentationsvideo hører vi om Benelli’s fremgang både på det europæiske og især det italienske marked.
Derudover fremhæves detaljer som Marzocchi affjedring og Brembo bremser også i videoen, og vi informeres om, at der nu sågar er mulighed for at bestille sin Benelli motorcykel med integreret kamera, så køreturen kan foreviges på video.
Sidstnævnte tiltag kunne med tiden sagtens gå hen og blive en option hos andre mærker, men det er da lidt interessant, at Benelli allerede nu er på banen med den feature.

Ekstra video
Den danske udgave af Benelli’s website er desværre ikke opdateret med 2023 nyhederne, men så kan vi heldigvis fornøje os med videoerne nedenfor, hvor 2023 nyhederne kan nydes hver for sig.
Først BENELLI TRK 800 & TRK 702 X.

Dernæst napper vi videoen med Benelli Tornado Naked Twin 500.

Og lad os til sidst vende blikket mod BENELLI BKX 250 & BKX 250 S.

I den officielle præsentationsvideo fra EICMA hører vi, at Benelli nu vil udforske nye horisonter, og det bliver interessant at følge, om det også involverer en fornyet og/eller forstærket indsats i forhold til det danske marked.
Uagtet hvilket ry mærket for nuværende har i Danmark, så er det et uomtvisteligt faktum, at Benelli nyder stor succes på andre markeder.
En succes det er vanskelig at se begrænset med striben af 2023 nyheder.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start