Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM 790 HooliGhana drifting

Andi DiBrino fører 'The Scalpel' mod nye højder

Steffen F. Olesen
30/11-2020 kl. 11:20

Et udfordrende år med vildt mange bergænsninger, har flere steder resulteret i nye former for kreativitet. Det gør sig også gældende for Andy DiBrino som i oktober udgav en video med titlen ‘HooliGhana’.

Andy er bosat i Tualation, Oregon, og er en meget erfaren motocross og flat track kører, men gør sig også i road race. Hertil er han to gange kåret som Super Hooligan AMA National flat track champion, men da der ikke har været mulighed for at deltage i ret meget motorsport i år, opdagede Andy en helt ny form for tidsfordriv; drifting på den lokale gokartbane.

Interessen for drifting kom i Andy’s tilfælde, da han i starten af 90’erne købte en BMW E36 af en lokal Formula Drift udøver, og ret kort tid efter han prøvede kræfter i Bimmeren, fik Andy den idé, at trække 790’eren ud af garagen for at se, om den også kunne drifte.
Duke’en viste sig fra sin sjove side, og siden da har Andy leget med tanken om at skabe en Gymkhana-lignende video, bare med motorcykler.

Jeg følte, at jeg havde en cool og unik idé. Og det var det perfekte tidspunkt at lave en video, nu hvor alle events blev udsat og folk sad derhjemme og ledte efter underholdning.

Andy DiBrino

Andy har flere motorcykler opstaldet i garagen – herunder en Kawasaki ZX-10R og et par cross-maskiner – men han valgte at bruge sin KTM 790 Duke flat tracker fra 2019 til projektet, mest fordi han i forvejen var vant til at køre sidelæns på løst underlag.

Andy både ombyggede og kørte race på KTM’en hele sidste år, og havde ifølge ham selv det perfekte setup til Super Hooligan kategorien.
I standard-trim leverer ‘The Scalpel’ 105 heste, men Andys motorcykel er langt fra standard.

Jeg gik ‘crazy’ med denne ombygning. Customiseringen af motorcyklen var lige så sjov for mig, som det er at køre på den. Jeg fik en masse modstand fra Hooligan kørere, som synes at jeg tog projektet alt for langt,. Men jeg føler at de fleste ville give mig ret i, at halvdelen af det sjove er ombygningen, og jeg havde lyst til at gøre den her helt speciel.

Andy DiBrino

Og speciel blev den! Andys ombygning omfatter, blandt mange andre tiltag, et nyt bagstel, et one-of-a-kind glasfiber bodykit, ombygget Öhlins affjedring, en specialfremstillet bagsvinger og fælge.
Den 799 kubiks store Duke motor fik også en overhaling i form af en massiv tuning, og i samme ombæring er der installeret en DynoJet Power Commander, så maskinen kan få lige nøjagtig den ønskede mængde at leve af.
Bag nummertavlen på højre side gemmer der sig et Competition Werkes afgangsrør, og længere fremme har man elimineret katalysatoren.

Listen over udskiftede og ombyggede komponenter er kilometer lang, men det går vi ikke længere ind i nu. Det spændende i denne sag er nemlig nedenstående video, hvor Andy i den første halvdel viser sine mange talenter på to hjul.

Skriv et svar