Bedre video af verdens hurtigste Bobber - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Bedre video af verdens hurtigste Bobber

Mere video af verdens angiveligt hurtigste Bobber
Steffen F. Olesen
11/06-2022 kl. 05:59

For nogen tid siden delte vi en video af hvad gutterne fra den engelske virksomhed, Thornton Hundred, betegner som værende verdens hurtigste Triumph Bonneville Bobber.
Et projekt der startede som en helt normal custom motorcykel, som skulle kunne bruges både til udstilling og hverdagskørsel, men udviklede sig i en helt anden retning.
Men videoen vi så dengang var filmet på en teaser-agtig måde, som ikke rigtig gav det fulde billede af, hvor vild den ombyggede Bonneville egentlig blev.
Det laver vi om på nu.

Thornton Hundred’s vilde Triumph Bonneville Bobber
I jagten på et større moment og uhørt høj tophastighed for denne type motorcykel, blev motoren skilt ad i atomer, og stort set alle komponenter opgraderet.
Af opgraderinger kan eksempelvis nævnes smedede stempler, en speciallavet knastaksel og en “straightpipe” udstødning.
Ydermere er motorcyklen udstyret med en USD forgaffel fra Öhlins, en monodæmper af samme fabrikat bagtil, Excel fælge, et sæt klistrede Michelin poter og en ny motorstyring som tager hånd om nedenstående.

Gutterne tilføjede nemlig undervejs også en Rotex C15 kompressor, som sammen med de andre opgraderinger trækker de hverdagsagtige 77 heste op til imponerende 160 hypper…! Og skulle det vise sig ikke at være nok, så får dyret da bare et skud lattergas, så vi rammer imponerende 200 heste, hvilket er fuldstændig absurd på en motorcykel i denne kategori.
Og som du kan se i videoen fra sidste års Goodwood Festival of Speed herunder, så skal man være varsom, når man hiver den i øret.

I videoen fra Goodwood festivalen ser vi godt nok kun et par korte klip af Truimphen, men det er tydeligt at se, hvordan krikken konstant higer efter at stå på bagben, når altså ikke den i arrigskab vrikker med halen ud af svingene.

Interessante tal
På video kan det være svært at danne sig et ordentligt billede af, hvor hurtigt det egentlig går, når sådanne maskiner fyres af.
Det gælder uanset om vi snakker en 200 hestes Bobber fra England, eller MotoGP-klassens bæster, som på fjernsynet ikke altid ser ud til at køre vildt stærkt.

Derfor er nedenstående video af den bindegale Bobber også lidt interessant, for selvom dragracing for nogle virker en kende kedeligt grundet manglen på sving, så giver denne type race ofte et lidt bedre billede af, hvor hurtigt tingene egentlig går.

En vild acceleration med 0-100 kilometer i timen på 3,02 sekunder resulterer i en quartermile-tid på blot 10,68 sekunder, og har du nogensinde overværet denne type race med egne øjne ved du, at det er en ret fornuftig tid.
Den tid blev sat selvom føreren havde store problemer med at finde bid i banen, og lavede hjulspin helt op i fjerde og femte gear.

Som enhver anden dragracer syntes føreren af dette monster naturligvis ikke, at resultatet var godt nok, og har derfor planer om at vende tilbage til banen efter et par justeringer, og med et sæt dæk til formålet.
Men uanset hvor meget gutterne får skruet i den vilde Bobber, så bliver de nok aldrig ligeså hurtige som verdens hurtigste fætre – som i øvrigt er fra Danmark – der lørdag d. 28. Maj i år satte rekord på den elektrisk drevne Silver Lightning.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start