Ultimativ gadget-hjelm endelig på markedet

Styrthjelmen til tech-freaks, Skully, er endelig på markedet. I USA i hvert fald
Anslået læsetid: 1 Minutter

Den ubetinget mest tekniske hjelm, var efterhånden afskrevet af de fleste. Men nu kan man rent faktisk købe en. I hvert fald på det amerikanske marked.

Den interaktive hjelm, som måtte gå så grueligt meget igennem før sin markedsdebut, ser endelig ud til at være på rette vej. Den kan nu bestilles på det amerikanske marked, hvor den er sikkerhedsgodkendt efter DOT-standarden. Den mere krævende ECE-standard til det europæiske marked har den ikke opnået endnu.

Skully Fenix AR, som hjelmen hedder, har bagudmonteret kamera, heads-up display til navigation og anden smartphone integration og håndfri betjening af musikafspiller. Den kan fås med kulfiberskal og anti-dug visir kan tilkøbes. Prisen er 1899 $.

Da Skully-hjelmen første gang blev lanceret i et crowdfunding-projekt, ville jublen ingen ende tage. Desværre valgte stifterne at bruge de indsamlede penge på champagne, hurtige sportsvogne og lige så hurtige damer. Da produktudviklingsmidlerne i Skully Inc, som virksomheden dengang hed, var brændt af i en ordentlig brandert, gik virksomheden derfor konkurs. Erhvervslivets svar på tømmermænd.

Men nye kræfter, som kunne se potentialet og havde en mere seriøs tilgang, overtog og udviklede for alvor produktet.

Du kan se mere om hjelmen her.

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar