Test: Alpinestars SP-1 - Læder til de hurtige drenge og piger
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Test: Alpinestars SP-1

Læder til de hurtige drenge og piger
Tommy Rønn
09/05-2014 kl. 20:00

Lædertøj er stadig det foretrukne blandt motorcyklister på sportsmaskiner. Dem med fart på vil hellere læder end kunststof. På landevejen vælger flertallet todelt læder, da komfort ved pauser forbedres når jakke kan aftages. De rigtig hurtige vælger læderdragt i et stykke, og ignorerer pause-komfort.

Læderdragter i et stykke, som den her testede Alpinestars SP-1, tilbyder den bedste kørekomfort motorcykelbeklædning kan tilbyde. Også sikkerheden ved læder-heldragt er i særklasse det bedste motorcykeltøj kan tilbyde, da slidstyrke er optimal, og da dragten er i et stykke skiller den ikke mellem buks og jakke ved eventuelle styrt.

Alpinestars SP-1 er altså optimal sikkerhed og kørekomfort, sammenlignet med todelt læder, samt kunststof beklædning.

SP-1 er designet til de rigtig slanke. Vores 173 cm og ca. 76 kg kræver en dragt i størrelse 52.  Størrelse 52 betyder at den er svær at lukke over mave samt bryst, mens bendelen sidder lidt løs. Alpinestars SP-1 accepterer altså ingen topmave eller dansehåndtag, hvis den skal sidde tæt på både over, og understel.

Læderet er tykt og lidt stift. Vi har brugt dragten i regn flere gange, og efterfølgende smurt det med fedt, hvorfor læderet formodes at være så blødt og lækkert som det kan blive. Læderkvaliteten er meget lig læderkvaliteten i dragterne fra Berik og Arlen Ness. Det kommer altså ikke helt op på den læderkvalitet vi har mødt hos f.eks. IXS og Dainese.

Detaljerne med lukningerne ved fødder, håndled og hals er meget standard. Her er ikke noget lækkert blødt neopren eller lignende, der kan øge komforten. Dette er altså læder som vi har kendt det i mange år, med råt læder som afslutning. Det virker og er stærkt, men ikke det mest moderne når der tales komfort.

Antal lommer er minimal. Kun to inderlommer er monteret i dragten. En til mobilen og en til tegnedrengen. Skal nøglerne til huset med, skal de ligge i møntlommen på tegnedrengen. Et par ekstra lommer vil forbedre dagligdags-brug.

Alpinestars SP-1 koster kun godt 6.000 kr. hvorfor kvaliteten må betegnes som værende tilfredsstillende. Alpinestars laver langt dyrere dragter, med langt finere detaljer, men disse er i et prisleje hvor de fleste danskere ikke bevæger sig.

Alpinestars SP-1 ser godt ud, er fornuftig prissat, mangler lommer og er ikke i verdensklasse-læder. Her passer pris og kvalitet.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start