MotoGP armbåndsure fra Tissot - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

MotoGP armbåndsure fra Tissot

Og der kan endda fås endda en Marc Márquez udgave
CO
13/03-2022 kl. 07:00

Den ultimative metode til at holde styr på tiden i forhold til årets MotoGP kalender og tidsskemaer er måske, at investere i et dedikeret MotoGP armbåndsur.
Det virker for mange måske lidt yderligtgående, at gå så drastisk til værks, som til at investere i et armbåndsur dedikeret til motorcykler eller motorsport.
Men nogle af os falder en gang imellem for fristelsen til, at spendere en skilling på mærkebestemt merchandise og accessories.
Det kan være et mærkebestemt tæppe under motorcyklen i garagen, bandanaer, tørklæder, T-shirts, bælter, nøgleringe og altså også armbåndsure.

Been there, done that…
Det gjorde denne skribent også i sin tid, da et stk. spritny 2002 Triumph Daytona 955i blev indkøbt til 2003 sæsonen, hvor Triumph lædertøj, pins og alt mulig andet diller-daller samt et matchende armbåndsur i den forbindelse røg over disken.
Et armbåndsur med Triumph logo og carbon urskive der matcher de mange specialfremstillede kulfiberstumper på motorcyklen samt baggrunde for stopurets visere, som matcher den gule Triumph.
Motorcyklen kører efter 19 års ejerskab stadig upåklageligt, og armbåndsuret der har fået skiftet batteri ca. en gang om året tikker også trofast videre.

2002 Triumph Daytona 955i med matchende armbåndsur

Matchende armbåndsur og motorcykel er efterfølgende slået igennem som en feature hos Triumph Motorcycles, der som bekendt for ikke så længe siden præsenterede Triumph Speed Twin Breitling Limited Edition, som blev lanceret i samarbejde med den schweiziske “urmager” Breitling.
En af de lidt særprægede features ved specialmodellen er nemlig, at der kan købes et matchende armbåndsur sammen med motorcyklen.

Der findes garanteret mange eksempler på matchende armbåndsure og motorcykler, men hvad gør man lige, hvis man er motorsportsfanatiker, er fuldstændig bidt af MotoGP, og ønsker et armbåndsur der nøje svarer til netop den interesse?
Det har den schweiziske urproducent Tissot, som blev grundlagt af Charles-Félicien Tissot & Charles-Emile Tissot i 1853 en løsning på.

Tissot MotoGP ure
For schweizerne har nemlig en række dedikerede MotoGP armbåndsure på programmet, hvor dette Tissot T-Race MotoGP Chronograph 2022 Limited Edition som fremstilles i 8000 eksemplarer koster Dkr. 5.895,00, et mørkere Tissot T-Race MotoGP Chronograph 2022 Limited Edition med læderrem der også koster Dkr. 5.895,00 men fremstilles i et lidt mere begrænset oplag på 4999 eksemplarer, og det dyreste Tissot T-Race MotoGP Automatic Chronograph 2022 Limited Edition, som produceres i et begrænset oplag på 3333 eksemplarer, og kan købes for Dkr. 7.795,00.

Marc Márquez Edition
Og skulle man være dedikeret tilhænger af den mangedobbelte MotoGP verdensmester Marc Márquez, så er det såmænd også muligt at købe et armbåndsur hos Tissot, der er tilegnet netop dén specifikke kører.
For den schweiziske urproducent har nemlig også et Tissot T-Race Marc Marquez 2022 Limited Edition armbåndsur på programmet, der fremstilles i et begrænset oplag på sjovt nok 3993 eksemplarer, hvor antallet er en klar reference til kørerens startnummer.
Et armbåndsur der med en pris på Dkr. 5.895,- faktisk ikke koster mere end de “billigste” Tissot MotoGP chronographer i serien.
Men lige præcis det armbåndsur, er udstyret med sin helt egen lille specielle detalje, som der fremgår af billedet nedenunder.

Signatur og kørerens startnummer på urets bagside

En serviceoplysning til de af vores læsere som er passionerede og inkarnerede MotoGP tilhængere, og som eventuelt har en lille fetich for armbåndsure.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start