Se motorens forbrænding i gennemsigtig cylinder - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Se motorens forbrænding i gennemsigtig cylinder

Se også benzinen forstøves i gennemsigtig karburator
CO
26/10-2021 kl. 11:20

Der er stor forskel på motorcyklisters indsigt i, hvordan forbrændingsmotoren på vores motorcykel egentlig fungerer.
Alle ved at der skal fyldes benzin i tanken, flertallet ved at benzinen blandes med luft og forbrændes i motoren, og en stor andel ved også, at der er forskel på to-takts og fire-takts motorer.
De fleste af dem ved også, at fire-takts motoren er en mere kompliceret konstruktion end to-takts motoren, og at en komplet cyklus med forbrænding i fire-takts motoren sker i de fire sekvenser indsugning, kompression, forbrænding og udstødning.

Forbrændingsmotor med gennemsigtig cylinder
Men nogle har måske lidt svært ved at visualisere, hvordan mekanikken i en firetaktsmotor egentlig fungerer, og har måske kun en vag fornemmelse af, hvordan benzinblandingen reelt forbrændes.

Derfor kunne det måske være ret cool for de videbegærlige, og nok også for dem med større teknisk indsigt, at se hvordan forbrændingen foregår i en motor med gennemsigtig cylinder.
Og det er lige netop sådan en video YouTuberen TROdesign har delt med omverden.

Her får dem med begrænset teknisk indsigt et indblik i, hvordan ventilerne i en firetaktsmotor egentlig fungerer og hvorfor det er vigtigt, at ventilerne er justeret korrekt.
Og derudover får vi et helt fantastisk kig i slowmotion på, hvordan den forstøvede benzinblanding suges ind i motorens forbrændingskammer, komprimeres, forbrændes og sendes ud igen via udstødningsventilen.
Videoen varer ca. 18 minutter, hvor de første ca. 12. minutter går med fremstilling af komponenter og samling af motoren.
Men ca. 12. minutter inde i videoen ses motoren i aktion.

I videoen herover fik vi altså et ret usædvanlig øjebliksbillede af forbrændingen i en firetakts motor med gennemsigtig cylinder.
En video der formentlig giver de knap så teknisk begavede lidt bedre kort på hånden, når der sludres om ventiljustering, optimering af forbrænding, og justering af knastkæde som vi også så YouTuberen montere.
Vi synes det var ret cool at se benzinperlerne i indsugningstakten i slowmotion, og det bringer os elegant videre til den næste video, hvor YouTuberen SmarterEveryDay kaster sig over opgaven med at fremstille en gennemsigtig karburator.

Se benzinen forstøves i gennemsigtig karburator
Hvordan blandingen af luft og benzin sker i en karburator er nemlig også et mysterium for mange.
Men det rådes der bod på i videoen under dette afsnit, hvor der leveres et ret fint indblik i chokerens og gasspjældets funktion, Venturi effekten som er et essentielt element i karburatoren, man får et indtryk af hvorfor det er vigtigt med vedligeholdt gummi på nåleventilen og meget mere.
En fin pædagogisk gennemgang af karburatoren, hvor vi med egne øjne ser benzinblandingen forstøves i indsugningens smalleste passage, ser Dustin justere benzinblandingen ved blokering af lufttilførslen og meget mere.
Ret fantastiske optagelser, der kan medvirke til afmystificering af hvad en karburator egentlig er og hvad den gør.

De fleste moderne motorcykler er udstyret med benzinindsprøjtning, der har afløst karburatorerne, men begge videoer giver nu stadig et fornuftigt billede af en forbrændingsmotor i funktion.
Se også denne video, hvor det igen er Dustin og hans far i aktion, hvor de har udstyret en encylindret motor med gennemsigtigt topstykke.

Og nu hvor vi alligevel er i gang med de fine pædagogiske videoer, så lad os runde af med en video som demonstrerer desmodromisk ventilstyring.
Et begreb kendt fra Ducati, hvor der ikke benyttes en ventilfjeder til at sende indsugnings eller udstødningsventilen retur til udgangspositionen, men hvor ventilen er i konstant mekanisk indgreb.

Vores læsere er nok bekendt med muligheden for, at udskifte nogle af motorens dæksler med helt eller delvis gennemsigtige varianter, som eksempelvis ventildæksler eller generatordæksler.
Men specielt videoerne hvor vi ser forbrændingen finde sted, og videoen hvor vi ser benzinblandingen forstøves er efter vores mening intet mindre end geniale.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start