Vind en MC-konkurrence hos Rydbergs MC gav glade vindere - den ene købte "sin" MC
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

MC-konkurrence gav glade vindere

Den ene købte "sin" MC
Rydbergs MC
31/05-2013 kl. 12:15

Flere hundrede smed deres lod i kassen, da Rydbergs MC i april satte to motorcykler på højkant i en konkurrence, hvor det eneste, man skulle gøre for at være med, var at udfylde en seddel i forretningen i Aidt.

Gevinsterne var en måned på motorcykel med alt betalt, og man kunne vinde enten en Honda CBR 1000 RRA eller en CBF 1000 A.

Vinderne blev udtrukket ved det årlige åbent hus arrangement den første weekend i maj, hvor der var mere end 2000 gæster i løbet af weekenden.

Der var således trængsel, da Lasse Hanberg, Hammel, og Per Frølund, Tilst, blev udtrukket som  de heldige vindere.

Hos Per Frølund blev det hans kone, Meike Dirac, der kom til at køre på vindercyklen, og det fik store konsekvenser, som det kan ses i de to historier om vinderne herunder.

Lasse Hanberg: Fantastiske køreegenskaber

Lasse Hanberg fra Hammel har efter de to første uger på sin »vindercykel« Honda CBR 1000 RRA kørt godt 1000 kilometer fordelt på lokal kørsel og en tur til grænsen for at besøge kæresten.

Han har selv en Honda SP1, men er begejstret for at prøve vindercyklen.

– Det er en helt anden MC. Den er rigtig nem at køre. Man sidder godt, og den er meget komfortabel i forhold til den, jeg har. Den kunne man sagtens køre på ferie på. Affjedringen er så fantastisk, at selv dårlige veje bliver gode. I forhold til min egen, så mærker man slet ikke ujævnhederne i vejen, siger Lasse Hanberg, der er rigtig glad for sin gevinst.

Han havde – den lørdag for godt et par uger siden – svært ved at tro, at det var ham, der vandt.

De to uger har været en rigtig god oplevelse, og han kan kun beklage, at der ikke er penge til at beholde den.

– En bil har højere prioritet i min økonomi lige nu, siger han.

Per Frølund: Min kone har købt en mage til

Per Frølund fra Tilst har en Yamaha MT 01, og den er han meget glad for. Alligevel blev han både glad og overrasket, da det var hans navn, Henrik Rydberg og Mette Rydberg fra Rydbergs MC trak op af boxen, da de udloddede en måned på en Honda CBF 1000 A.

Per Frølund har også prøvet sin vindercykel, men snart gled den over i fruens hænder, så det er Meike Dirac, der har kørt de fleste af de 1200 kilometer, cyklen har trillet på de første par uger.

– Hun har en 27 år gammel V-Max, så hun trængte egentlig til noget nyt, fortæller Per Frølund. – Jeg er meget glad for min V-Max, men jeg fik da en tur på Hondaen allerede den første dag. Jeg kørte kun 500 meter, så stoppede jeg og tænkte, at det var fantastisk. Den var bare god og så fantastisk, at man helt glemmer, hvor grim den er, griner Meike Dirac.

Nu er V-Max’en solgt til Rydbergs MC, hvor der så står en Honda klar til Meike Dirac, når hun afleverer Hondaen. – Man kan godt sige, at det blev en dyr gevinst for os, siger hun og fremhæver køreegenskaberne ved Hondaen.

– Den er rigtig god at styre. Man behøver slet ikke at koncentrere sig. Jeg er vant til at køre langt, og det bliver rigtig godt på den her. Den reagerer næsten intuitivt på det, man vil, siger Meike Dirac, der er nødt til at indrømme, at Hondaen er bedre end V-Max’en.

Forleden afleverede Meike Dirac parrets vinder-Honda. Hendes egen er ved at være klar på hendes helt specielle måde, blandt andet er hjulene ved maler.

Forude venter en sommerferie på to hjul, hvor der løber 4-5000 kilometer på klokken på en tur, der blandt andet byder på kørsel langs Moselfloden og ture i bjergene.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start