MC-Kørekort til motorcykelmekanikere og lærlinge
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kørekort til motorcykelmekanikere og lærlinge

Muligt for unge motorcykelmekanikere og lærlinge at få motorcykelkørekort

Motorcykel FF
19/03-2013 kl. 18:00

Motorcykelmekanikere og motorcykelmekanikerlærlinge skal i fremtiden kunne erhverve kørekort til mellemstor motorcykel allerede fra de er 18 år og til stor motorcykel fra de fylder 20 år, når kørekortet bruges i forbindelse med arbejde og uddannelse.

Fra den 19. januar 2013 har nye regler for kørekort ellers betydet, at aldersgrænsen til mellemstor og stor motorcykel blev forhøjet til henholdsvis 20 og 24 år (i visse tilfælde 22 år).

En række brancheorganisationer har dog gjort opmærksom på, at de nye alderskrav ikke er hensigtsmæssige for mekanikere og lærlinge.

For eksempel betyder alderskravene, at en række lærlinge og mekanikere i dag ikke har mulighed for at afprøve motorcykler i forbindelse med eksempelvis reparationer. Samtidig er det et krav, at en elev på motorcykel-mekanikeruddannelsen får kørekort til samtlige motorcykelkategorier, før den afsluttende prøve kan aflægges.

I anledning af ændringen udtaler justitsminister Morten Bødskov:

”Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes at finde en løsning for de motorcykelmekanikere og -lærlinge, der så ud til at komme i klemme i forbindelse med de nye kørekortregler.

Med denne løsning synes jeg, at vi har fundet en god balance mellem hensynet til færdselssikkerheden og hensynet til lærlinge og motorcykelmekanikere.”

Ændringen for mekanikere og lærlinge vil træde i kraft den 1. april 2013.

Baggrund

Frem til den 19. januar 2013 kunne kørekort til lille motorcykel erhverves fra det fyldte 18. år. Når indehaveren havde to års erfaring som fører af lille motorcykel gav kørekortet ret til at føre stor motorcykel. Uden to års erfaring fra lille motorcykel var aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor motorcykel fastsat til 21 år.

Den 19. januar 2013 blev reglerne for kørekort til motorcykel mv. ændret.

Efter de gældende regler er aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til lille motorcykel (kategori A1) fastsat til 18 år, aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til mellemstor motorcykel (kategori A2) er fastsat til 20 år, og med to års erfaring fra mellemstor motorcykel er aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor motorcykel (kategori A) fastsat til 22 år. Uden to års erfaring fra mellemstor motorcykel er aldersgrænsen for er-hvervelse af kørekort til stor motorcykel (kategori A) fastsat til 24 år.

Justitsministeriet har, efter blandt andet at have hørt Europa-Kommissionen om rækkevidden af 3. kørekortdirektiv, udarbejdet en ændring af kørekortbekendtgørelsen. Ændringen betyder, at motorcykelmekanikere og motorcykelmekanikerlærlinge kan erhverve kørekort til mellemstor motorcykel (kategori A2) fra det fyldte 18. år og stor motorcykel (kategori A) fra det fyldte 20. år.

Indtil indehaveren opfylder de almindelige alderskrav, giver kørekortet kun ret til at føre køretøjer, der afprøves i forbindelse med reparation og vedligehold.

0 personer snakker om “Kørekort til motorcykelmekanikere og lærlinge

  1. Det er da positivt at der nu er kommet en løsning på det, således at værkstederne kan få nogle lærlinge. Og at de lærlinge de nu får også har mulighed for at gøre deres uddannelse færdig på nominel tid… Men for fanden da…

    Hvorfor skal DK altid gøre tingene mere bøvlet end de er. Lad dog de 16-årige køre på 125ccm osv ligesom resten af EU gør…

Skriv et svar