MC-kursus: Fokus på MC-køreteknik - Selvhjælp
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Fokus på mc-køreteknik

Delvist på forsikringsselskabets regning
MC Sikkerhed
03/05-2012 kl. 16:30

Hjælp til selvhjælp

Egentlig er det elementært; jo mere sikkert man fører sit køretøj, des bedre bliver man til at undgå ulykker.

Alligevel oplever både politiet og forsikringsselskaberne, at især motorcyklister ser stort på de køretekniske færdigheder, og antallet af alvorlige ulykker, hvor motorcyklister er involveret, er steget markant de seneste år.

Det har foreningen mc-sikkerhed og GF Forsikrings afdelinger i Horsens og Silkeborg besluttet at gøre noget ved. Siden foråret 2011 har de etableret et samarbejde, som betyder, at GF Forsikring Horsens og Silkeborg støtter deres motorcykelmedlemmer økonomisk, hvis de ønsker at forbedre deres evner som motorcyklister på et af mc-sikkerheds køretekniske kurser.   

Samarbejdet tog afsæt i, at mc-sikkerhed som frivillig forening gjorde sig fortjent til GFs Sikkerhedspris for at gøre en aktiv indsats for at forebygge motorcykelulykker og efterfølgende fik en anerkendelse fra formanden fra Dansk Kørelærer-Union, René Arnt. På den baggrund indgik man et samarbejde, som på det tidspunkt var den første af sin slags. 

– Egentlig var tanken ikke helt ny, fortæller Christian Hermansen, formand for GF Forsikring Horsens. Vi har længe haft en sikkerhedsdag for de af vores medlemmer, som kører bil. Hvert efterår har de muligheden for at komme på køreteknisk anlæg og få prøvet formen af på glatbanen, inden vinteren sætter ind. Det var derfor naturligt at udvide den filosofi til vores motorcykelkunder. 

En god investering

Samarbejdet handler også om at sætte fokus på køreglæde og på, at sikkerhedskurset reelt er en ret god investering, hvis bare et uheld kan undgås.

– Det handler om at sætte fokus på motorcyklisternes sikkerhed, fortæller Christian Hermansen. Vi har valgt at betale 50%, hvilket svarer til 650 kr., hver gang et af vore medlemmer melder sig til et af mc-sikkerheds kurser. Og det er uden nogen form for bindinger eller anden betydning for deres police. Det er ene og alene for at gøre dem til bedre motorcyklister. 

– Det er en form for hjælp til selvhjælp. For 650 kr. kan vores medlemmer få et weekendkursus, de bliver bedre motorcyklister, de får helt generelt mere køreglæde og de gør en investering, som kan vise sig at en dag at redde deres liv. Det mener jeg, er en ret god aftale, konstaterer Christian Hermansen

– Selvfølgelig handler det også om kundepleje. Vi vil gerne, at vi kan give vores medlemmer noget andet og mere, end de kan få hos andre selskaber, og allerede nu har mange af vores medlemmer valgt at tage på kursus hos mc-sikkerhed. Det vidner om, at vores medlemmer også selv er interesserede i, at gøre noget for trafiksikkerheden, fortæller Christian Hermansen.

En sjov og lærerig weekend

Lutter tilfredse motorcyklister efter køretekniske kurser.

Det nytter at komme på kursus. Gert Fredsbo fra Horsens tilmeldte sig straks da han fik brevet fra GF Horsens ind ad døren.

– Første gang jeg kørte motorcykel var i 1976, så det er jo nogle år siden. I mellemtiden har jeg, sådan lidt til og fra, kørt på lidt forskelligt. Så sidste år købte jeg en BMW. Men for at være helt ærlig, så følte jeg mig i starten ikke rigtig dus med cyklen, og jeg var lidt utryg i visse situationer, fortæller Gert Fredsbo.

– Engang først i 80’erne var jeg af sted på et andet kursus. Det er jo mange år siden nu, men jeg kunne huske, hvor meget glæde jeg havde af det. Så da muligheden nu opstod, slog jeg straks til. Og jeg må sige at jeg helt klart har fået valuta for pengene.

Mere køreglæde

– Det var rigtig godt at få prøvet alle de svære ting af. Bremseteknik, undvigemanøvrer osv. Selvom jeg har rundet de 200.000 kilometer på motorcykel, så er det jo ikke så tit, man får prøvet sig selv af i sådanne situationer. F.eks. kontrastyring. På trods af de mange kilometer gennem årene, så er det først nu, jeg rigtig har fået styr på det, erkender den erfarne motorcyklist for hvem hjemturen fra kurset var en øjenåbner.

– Da jeg kørte hjem fra kurset søndag aften, kunne jeg mærke en helt anden fortrolighed med min motorcykel. Jeg var tryggere, bedre og det var en helt anden fornøjelse at køre. Mere køreglæde – kort og godt!

»Ellers var jeg ikke kommet af sted!«

25-årige Simon Thorgersen er en anden begejstret kursist, der har gennemført et af mc-sikkerheds køretekniske kurser. For ham var den lette tilgængelig afgørende.

– Jeg tror, at hvis jeg selv skulle have fundet ud af, hvordan og hvorledes man kom på sådan et kursus, så var jeg aldrig kommet af sted. Men nu hvor det var så nemt, bare et par klik på nettet, og en rabat på 650 kr. – så var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare af sted, siger Simon Thorgersen, som ellers ikke er en af dem, som man ser flest af på kurser som disse, fordi han som ung mand desværre er i den gruppe, som ikke mener, de har brug for et sikkerhedskursus. Heldigvis er der flere og flere, som tager af sted. Simon Thorgersen deltog sammen med en kammerat.

– Vi tog af sted sammen og havde en super weekend, fortæller Simon Thorgersen. Kurset var en rigtig god måde at møde andre motorcyklister og vi havde en super sjov og lærerig tur.

– Specielt når man får en ny motorcykel, så kender man den jo ikke og man kan ikke køre rundt i trafikken og lave øvelser. Så sådan et kursus her, hvor man lærer maskinen at kende, hvordan den opfører sig og hvordan den kører, er fantastisk. 

Vejen frem

Allerede nu kan GF Forsikrings afdelinger i Horsens go Silkeborg se, at kurserne giver valuta for pengene.

– Selvom vi endnu ikke har evalueret på alle kurser og på samarbejdet helt generelt, så er det allerede nu vores fornemmelse, at kurset er god valuta for pengene. Medlemmerne fortæller, at de føler sig sikrere og er blevet gladere for deres egen motorcykel. Så kan vi blot håbe, at det i sidste ende også giver udslag på statistikkerne, siger formanden for GF Forsikring i Horsens, Christian Hermansen.

Fakta

mc-sikkerhed er en non-profit-organisation, der udelukkende fokuserer på at afholde kørekurser af høj kvalitet. Vores instruktører er alle rutinerede motorcyklister med stor erfaring indenfor køreteknik.

Vision og målsætning er at dygtiggøre danske motorcyklister og aktivt være med til at nedbringe antallet af motorcykeluheld på de danske veje.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start