Første spadestik - Bikeshoppen udvider - 2014
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Første spadestik – Bikeshoppen udvider

Viborg har noget ingen andre byer har, Viborg har Bike-Shoppen
Bikeshoppen
27/10-2014 kl. 10:45

Viborg har noget ingen andre byer har. Viborg har Bike-Shoppen der nu med en markant tilbygning i millionklassen øger sit forretnings- og værkstedsareal med næsten 100% og sætter en tyk streg under sin status som landets største motorcykelbutik

Vejret viste sig fra sin fugtige side, Dannebrog blafrede i den friske vind og de store smil var fremme, da der i fredags blev taget første spadestik til en længe savnet udvidelse af Bike-Shoppen i Viborg.

Viborgs borgmester Torsten Nielsen tog – som byens førstemand – det allerførste spadestik, og her til morgen morgen rykkede de store entreprenørmaskiner ind og startede udgravningen til det, der skal blive en ganske væsentlig udvidelse af Bike-Shoppens butik- og værkstedsareal.

Et par håndfulde tilskuere og medarbejdere fra Bike-Shoppen havde fundet vej ud på arealet, hvor tilbygningen skal være, og selv om ingen biker klager over lidt regnvejr, var påklædningen dog ikke til, at man blev ude alt for længe. Da vejrguderne blev lidt mere aggressive, besluttede man at søge ly for de stadig større regndråber, der i en lind strøm gjorde såvel tilskuere som hovedpersoner mere og mere våde.

Inde i butikken fik borgmesteren et krus kaffe i hånden og ville derefter se den imponerende samling af motorcykler, der står salgsklare. De blankpolerede og kromglinsende motorcykler skinnede om kap med Lars Jochumsens (red. indehaveren af Bike-Shoppen) brede smil, mens han viste byens førstemand rundt.

Bike-Shoppen er autoriseret Yamaha-forhandler, og det var muligvis de mange motorcykler af dette mærke, der satte minderne i gang, for borgmesteren fortalte begejstret, at han som stor knægt havde haft flere knallerter af dette mærke og, at han stadigvæk ”kunne samle dem med bind for øjnene”.

Viborgs førstemand var tydeligt imponeret over den store motorcykelforretning, og da han tog afsked, inviterede Lars Jochumsen ham prompte til at komme igen, når der skulle holdes rejsegilde på den nye tilbygning.

– Jeg er meget glad for, at borgmesteren kom forbi her i dag og ville være med til at højtideligholde dagen. Det er en stor investering i Bike-Shoppens fremtid, vi i dag har sat i gang, og jeg synes, det er flot, at borgmesteren og dermed byrådet bakker op om de tiltag, vi i erhvervslivet gør for at skabe vækst og arbejdspladser her i kommunen, udtalte en tydeligt tilfreds Lars Jochumsen efter, at borgmesteren var taget af sted.

– Det er derfor også glædeligt, at borgmesteren har givet tilsagn om at komme til vores rejsegilde, hvis det på nogen måde kan passe ind i en borgmesters hårdt pressede kalender, slutter Lars Jochumsen.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start