200.000 motorcykler indtager vejene - Motorcykelugen 2013
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

200.000 motorcykler indtager vejene

Den 25. maj til den 2. juni fyldes landets veje med motorcykler i alle afskygninger
Motorcykelugen
22/05-2013 kl. 21:00

Importører og forhandlere af motorcykler er gået sammen med andre interessenter om at afholde Motorcykelugen 2013, der skal hylde motorcyklismen og fejre friheden ved at køre på to hjul. Ugen markeres med en lang række motorcykel-arrangementer i hele landet. Målet er at få så mange som muligt af landets mere end 200.000 motorcykler og store knallerter på vejene i løbet af ugen.

Uge 22 kommer derfor til at stå i motorcyklismens tegn landet over. I denne uge skal alle dem, der sværger til de tohjulede, ud på vejene for at fejre glæden ved at køre på motorcykel. Den danske Motorcykel Forhandler Forening og Motorcykel Importør Foreningen er gået sammen om det fælles initiativ Motorcykelugen 2013, som skal synliggøre motorcyklismen og vise dens mangfoldighed.

– Vi vil gerne vise folk, hvor meget motorcyklismen rummer. Målet er, at også dem, der aldrig har siddet på en motorcykel, bliver opmærksomme på de oplevelser, man kan få ved at køre på to hjul. Den store frihed, fællesskabet, nærheden med omgivelserne – alt det, man ikke får med bag bilruden, fortæller Erik Blacha, der er formand for Motorcykel Importør Foreningen.

Højeste antal motorcykler nogensinde Siden 1993 er antallet af motorcykler tredoblet, og der er i dag 150.000 motorcykler i Danmark. Det er det højeste antal nogensinde. Dertil kommer 55.000 store knallerter.

– Langt flere har fået øjnene op for motorcyklismen. Tidligere var det mest unge mænd, der sad bag styret. I dag ser vi masser af kvinder på motorcykel og mænd i alle aldre. At køre på motorcykel er for alle slags mennesker. Det vil vi gerne have, at endnu flere opdager. Efter min mening burde det faktisk være receptpligtigt at køre på motorcykel for alle over 65 år – det holder årene åbne, smiler John Tange, formand fra Motorcykel Forhandler Foreningen.

Mærk suset Motorcykelugen 2013 markeres i hele landet med arrangementer hos forhandlerne, der bl.a. holder åbent hus, fælles ture og særlige arrangementer. Alle arrangementer kan ses på www.motorcykelugen.dk der løbende opdateres.

Om Motorcykelugen 2013 Motorcykelugen d. 25. maj -2. juni 2013 er arrangeret af forhandlere og importører af motorcykler samt interesse organisationer og er en landsdækkende kampagne, der skal hylde motorcyklismen og den store frihed, der er forbundet med at køre på to hjul.

Motorcyklisme er indbegrebet af frihed, og på kampagnens website kan alle motorcyklister gå ind og skrive deres egen frihedserklæring. Motorcykelugen er en årligt tilbagevendende begivenhed og afholdtes for første gang i 2012.

Følg arrangementet på http://www.motorcykelugen.dk/

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start