Yamaha Tracer 7 opgraderet til 2025
Yamaha har løftet sløret for den seneste version af Tracer 7, som til 2025 ikke blot har fået et nyt klistermærke og nogle smarte blinklys, men faktisk er ændret på en række punkter.
Der er naturligvis lidt ændringer i det visuelle, men om det vil vi lade billederne i galleriet ovenfor tale for sig selv.
Så lad os springe direkte videre til de punkter Yamaha fremhæver som de vigtigste, og et af de punkter er Y-CCT (Yamaha Chip Controlled Throttle), eller Ride by wire, som det hedder i daglig tale.
Noget som vi efterhånden ser på de fleste nye motorcykler, og noget som gør det lettere for producenten at integrere de normale elektroniske assistentsystemer som køreprogrammer og traction control, men i dette tilfælde også fartpilot, som er standard på Tracer 7 i 2025.
Fartpiloten kan aktiveres fra tredje gear og op når motorcyklen kører over 40 kilometer i timen, og denne kan nemt justeres i intervaller på enten 1 km/t eller 10 km/t.
Nemt er det også at deaktivere fartpiloten ved et tryk på en knap, ved at aktivere en af bremserne, at trække i koblingsgrebet eller ved at rulle gasrullen fremad.

Når fartpiloten er deaktiveret er det selvfølgelig op til føreren at styre CP2-motoren, der til 2025 er EU5+ godkendt, har fået en fintuning af indsprøjtningen og udstødningssystemet, og ikke mindst en assist og slipper kobling, der er 22% lettere at trække end på forgængeren.
Motoren er hængt op i stellet, som er gjort stivere i alle retninger for at sikre en sportslig fornemmelse uanset om motorcyklen blot er lastet med føreren, eller om det helt store rejsegrej er hængt på dyret.
Bagsvingeren er ligeledes gjort stivere, men også forlænget med 40 mm for øget stabilitet under kørsel ved høje hastigheder og under nedlægning.
Forrest på stellet er forgaflen monteret, og her har vi nu en 41 mm USD-forgaffel med 130 mm vandring, der er justerbar for returdæmpning i 18 niveauer, og i bagenden er det en simpel monodæmper der tager stødene.
Sidstnævnte har en vandring på 139 mm.

Nedenfor forgaflen finder vi et sæt spritnye radialt monterede bremsekalibre der napper om et par 298 mm skiver, og agterude sørger en enkelt kaliber samt en skive på 245 mm for stabilitet ved snævre manøvre på parkeringspladsen.
Og nu vi er ved stellet er vi også nødt til at snakke førerergonomi… For her har Yamahas ingeniører placeret styret 30 mm højere og gjort det 25 mm brede på hver side, hvilket bidrager til at føreren nemmere kan sænke skuldrene og have vandrette underarme under kørslen.
Det nye todelte sæde er ifølge producenten meget mere komfortabelt end på tidligere versioner, og kan uden brug af værktøj hæves 20 mm, så de langbenede kan få 865 mm fra sædet og ned til jorden.
Den bagerste sektion er forlænget med 40 mm for at give passageren lidt mere plads at hygge sig på, og håndtagene til denne skulle være blevet mere komfortable at holde i.

Og så tilbage til elektronikken… For modellen er til i år udstyret med en ny 5″ TFT-instrumentering, der lettere aflæselige end nogensinde før, giver et overskueligt overblik over de mest nødvendige informationer, og tiden tro også kan vise vej med sving-til-sving-navigation via den gratis Garmin StreetCross-app.
Alt der sker på skærmen styres via et sæt nye og lettere betjente kontakter på venstre styrhalvdel, hvor brugen af fleksible printplader har gjort det muligt at slanke konsollen således at tommel og pegefinger lettere kan betjene kontakterne.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at Tracer 7 også kan leveres i en GT-version. Og ved køb af denne får man en 90 mm højere justerbar vindskærm, fjernbetjent fjederforspænding bagude, et sæt hårde sidetasker, centerpote, tykkere polstring på sædet, gummiindsatser i fodhvilerne og håndtagsvarme der er justerbar i tre trin.
Yamaha Tracer 7 highlights
- Nyt dynamisk TRACER-design med kompakt LED-belysning og animerede positionslys
- Y-CCT elektronisk gasrulle og YRC-kørselstrin
- Justerbar 41 mm USD-forgaffel for fremragende vejgreb
- Fartpilot giver komfort på lange distancer
- Større 18-liters benzintank for længere rækkevidde
- 5″ TFT-display med smartphone-tilslutningsmuligheder og navigation
- Radialt monterede calipere for fremragende bremsekraft
- Momentstærk 690 cc EU5+ CP2-motor
- Intuitive nye kontakter samt blinklys, der slukker selv
- Raffineret ergonomi med 2-delt sæde, slankere benzintank og bredere styr
- Højt rangerede Michelin Pilot Road 6 GT-dæk for fremragende vejgreb
-
MagaCin AdgangDKK 29,00 / måned
-
MagaCin Adgang 6 mdr.DKK 119,00 hver 6 måneder
-
MagaCin Adgang 3 mdr.DKK 69,00 hver 3 måneder