Yamaha optrapper europæisk indsats - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Yamaha optrapper europæisk indsats

Yamahas produktionsfaciliteter i Frankrig omdøbes til Yamaha Motor Manufacturing Europe S.A.S. (YMME), og mærkets europæiske aktiviteter styrkes.
CO
13/01-2024 kl. 08:05

Motorcykler er vildt gavnlige for samfundet… Det fremgår med al ønskelig klarhed af artiklen, der er linket til under dette afsnit, hvor du eksempelvis kan se, at studiet med den mundrette titel The Economic Importance of Motorcycles to Europe blandt flere interessante emner beskriver, at motorcykelsektoren i EU og UK holder liv i omkring 389.000 arbejdspladser via forskellige aktiviteter, som inkluderer fremstilling af motorcykler, reservedele og tilbehør samt personligt udstyr og motorcykelrelaterede begivenheder.

Derudover indeholder artiklen link til et studie udført af Oxford Economics som viser, at både motorcykler og de 40 millioner europæiske motorcyklister er gigantiske økonomiske aktiver, samt masser af andre positive aspekter vedrørende motorcykler og motorcyklisme.

Sidste år kunne du også læse her på MagaCin, at antallet af nyindregistrerede motorcykler på det europæiske marked var øget med 11,3%, og det må alt andet lige være en rigtig sund forretningsmodel, at være blandt de motorcykelproducenter, der fik solgt så stor en andel som muligt af de 600,784 enheder der røg over disken i det første halvår 2023.

Så det nok slet ikke ret tosset, at Yamaha Motor Europe med et nyt tiltag optrapper indsatsen i Europa.
Hvor flere andre motorcykelproducenter gennem tiden har etableret produktionsfaciliteter i asien, forstærker Yamaha imidlertid nu indsatsen målrettet europæiske kunder på europæisk jord.

Det har blandt andet medført, at Yamaha for nylig har omdøbt sit europæiske produktionsanlæg i Saint Quentin, Frankrig – der tidligere var kendt som MBK Industrie S.A.S. (MBK) – men som nu er blevet omdøbt til Yamaha Motor Manufacturing Europe S.A.S. (YMME).

Det fremgår af den officielle pressemeddelelse fra Yamaha Motor Europe N.V at:- omdøbningen til YMME, som er godkendt af bedriftsrådet hos MBK, har været en del af Yamaha Motors langsigtede vision, og forstærker virksomhedens løfte om lokal europæisk fremstilling som en konkurrencemæssig og bæredygtig fordel.

YMME vil fortsætte sin spredning til en fabrik med flere produkter og hen imod elektrisk mobilitet.
Dette produktionssted har allerede i mange år fremstillet Yamahas flagskibsmodeller såsom Ténéré 700, MT-125 og XMAX, samlet den nye serie af Yamaha eBikes og tilpasset Yamahas motordrevne to-hjulsmaskiner og ATV’er til specifikke europæiske behov.

Introduktionen af Ténéré Extreme og Ténéré Explore i november sidste år er det seneste bevis på fabrikkens kompetencer, mens YMME, som tidligere annonceret, også begynder at producere eDrive enheder til OEM-kunder i marts 2024.

MBK har været et fuldt ejet Yamaha datterselskab siden 1986.
Det har været en fantastisk rejse fra Motobécane til MBK Industrie og nu Yamaha Motor Manufacturing Europe. Denne ultimative integration af YMME i Yamaha Motor-gruppen markerer en ny æra i fabrikkens historie, hvor den fortsat vil styrke sin vitale rolle i Yamahas aktiviteter i Europa.

Udover ovenstående indeholder pressemeddelelsen også følgende citater:

Olivier Prévost, Præsident og CEO, Yamaha Motor Europe N.V.
“Det er med en masse følelser, at jeg ser udviklingen af MBK Industrie ind i Yamaha Motor Manufacturing Europe.
Jeg startede min karriere hos MBK for 30 år siden, og i alle disse år har jeg været særligt opmærksom på MBK.
Driften og produktsortimentet har løbende udviklet sig og har i dag nået et højt niveau af ekspertise, hvilket gør det muligt at fremstille Yamahas flagskibsmodeller på denne fabrik.
Det har været muligt med engagement og indsats fra alle medarbejdere i løbet af de seneste 40 år.
Jeg vil gerne udtrykke min påskønnelse og takke dem alle.
Fremadrettet stod det klart, at det nu er tid til at ændre navnet til Yamaha Motor Manufacturing Europe.
Dette er mere end et symbolsk skridt, det er en klar anerkendelse af virksomheden som en del af Yamaha Motor Group, og det vil hjælpe os med at varetage et bredere udvalg af Yamaha-produkter.
Og endelig, som tidligere MBK-medarbejder, er jeg meget stolt over at kunne sige til mine YMME kolleger, at vi nu endelig allesammen er “Yamaha-medarbejdere”.
Med vores lokale Yamaha-produktion som en konkurrencemæssig og bæredygtig fordel ser vi lyst på fremtiden.”

Patrice Maciejewski, Præsident , Yamaha Motor Manufacturing Europe S.A.S
“Omdøbningen af MBK til Yamaha Motor Manufacturing Europe er en vigtig anerkendelse af den indsats, som alle medarbejdere har ydet gennem de sidste år for at omdanne virksomheden til at kunne producere Yamahas flagskibsmodeller såsom Ténéré 700cc serien.
Vi benchmarker løbende vores kvalitetsstandard og -metode med vores moderfabrik i Iwata for at kunne opnå tilsvarende kvalitetsniveauer.
Vi tror på, at vores fabriksanlæg i Europa vil være et vigtigt aktiv for Yamaha i forhold til eMobility for at imødekomme kravet om nulemission med CO2-neutralitet for lokal produktion.
I dag, efter 100 års levetid under Motobécane og MBK, er vi meget stolte af at kunne slutte os helt til Yamaha-familien og blive Medarbejdere hos Yamaha.”

Uagtet navneforandringen måske i sig selv ikke har den store betydning for slutbrugerne, så må det ses som et positivt skridt, at en europæisk afdeling hos Yamaha fremover får øget indflydelse på i hvert fald de af mærkets modeller som lanceres i Europa.
Og så er det lidt fedt at se yderligere fremgang i motorcykelindustrien i Europa.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start