Yamaha nyheder afsløres d. 10. August - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Yamaha nyheder afsløres d. 10. August

En ny dag, et nyt kapitel, et helt nyt niveau og et nyt referencepunkt.
CO
27/07-2022 kl. 22:15

Is it a bird.. is it a plane?
Nej det er en ny dag, der er undervejs, hvilket rigtig mange af os på sin vis nok også havde forventet.
Men Yamaha Motor informerer ikke desto mindre her til aften via forskellige kanaler om den jævnligt forekommende hændelse, hvor de frit oversat fortæller om en kommende ny dag.
Men hvor de til gengæld også løfter sløret for, at en af de kommende nye dage krydres med flere interessante nyheder.

Masser af nyt 10. August
For Yamaha Motor fortæller nemlig også, at vi på den specifikke nye dag udover gensynet med dagslys kan forvente starten på et nyt kapitel, et helt nyt niveau, og et nyt referencepunkt.
Og den nye dag med en masse nyt oprinder onsdag d. 10. August.

Mere ved vi i skrivende stund ikke. Men Yamaha har været så venlige denne aften, at stille en nybagt video til rådighed, så vi selv får en ret god mulighed for at gætte på, hvad den nye dag bringer.

Baseret på knoldhopperen der flintrer forbi i videoen, er der nok ikke ret mange som gætter på, at udviklingen af Yamaha FJR 1300 har nået et hidtil uset niveau.
Og der er nok heller ikke et overvældende flertal, som hælder til den opfattelse, at det drejer sig om en ny model i den populære MT serie.

Dylan Ferrandis
Dylan Ferrandis der optræder i videoen, er født i Frankrig, men flyttede i sin tid til USA for at forfølge en karriere som professionel Motocross kører.
Og det gik vist egentlig meget godt.
For den nu 28-årige franskmand har siden emigrationen sikret sig titler i Ama Supercross i 2018 og 2019, han vandt AMA Motocross Championship i 250 klassen i 2020, og skiftede i 2021 til 450 klassen i AMA Motocross serien, hvor han såmænd også i sit rookie år løb med mesterskabspokalen.
I videoen er Dylan Ferrandis citeret for, at han ikke kan vente på at få startet… hvad det nu end er.

Eli Tomac
Derudover ser vi også den halvandet år ældre amerikanske Motocross kører Eli Tomac, der kan bryste sig af en imponerende række sejre i både utallige ungdomsklasser samt i AMA 250cc Supercross, AMA 250cc Motocross, 44 sejre i AMA 450cc Supercross og 31 placeringer øverst på skamlen i AMA 450cc Motocross.
I alt 99 sejre i de fire sidstnævnte klasser.
I videoen er Eli Tomac citeret for, at det er en kæmpe forbedring, og at han elsker det… hvad det nu end er.

Frit valg på alle hylder
Der er selvfølgelig frit valg på alle hylder med hensyn til, at gætte på hvilken stærkt forbedret nyhed Yamaha har på tapetet 10. August.
Men mange ville måske driste sig til et forsigtigt bud på, at det er en stærkt forbedret 450cc knoldhopper.

Det får vi at se 10. August.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start