Den sjældne R7 genfødt - custom kit til BMW Nine T
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Video: Ultra sjælden model genoplivet

BMW Nine T kan ombygges til BMW R7
Steffen Olesen
18/02-2019 kl. 14:28

Det er kun få dage siden vi skrev om BMW's nye 1800cc boxer motor, der blev udleveret til den japanske custom bygger Custom Works ZON, som efterfølgende kreerede den ret specielle custom model R18 Departed rundt om motoren.

Mod slutningen af artiklen fabulerede vi over, at BMW måske selv kunne hitte på at skabe noget helt specielt retro inspireret. Måske endda noget i retning af den unikke førkrigs prototype BMW R7, der kun blev fremstillet i et enkelt eksemplar?

1934 BMW R7

Udviklet på 9 måneder

BMW's oprindelige koncept model fra 1934 med betegnelsen R7 kom som bekendt aldrig i produktion, og prototypen stod gennem mange år hengemt på et lager, hvor den bare stod og samlede støv og gradvist forfaldt.

I 2005 blev prototypen imidlertid restaureret, og en af dem der så modellen efter genoplivningen, var grundlæggeren af det amerikanske firma Nmoto, som er baseret i Miami-Florida i USA.

Alex Niznik er tilsyneladende lige så henført af den unikke BMW R7 som magacin's redaktion, eller i virkeligheden nok endnu mere.

For Alex gik faktisk så vidt, at Nmoto på blot ni måneder udviklede en lang række komponenter, som forvandler en allerede eksisterende BMW Nine T til en moderne udgave af R7'eren.

Her kunne vi have vist et billede af Nmoto Nostalgia – som den moderne fortolkning hedder – men i stedet får du en federe video med walkaround.

Ikke den billigste

Næh… ikke helt den 1800cc version af R7 vi drømte om i artiklen få dage siden, men så er det til gengæld en aftapning der er umiddelbart tilgængelig. Du kan nemlig allerede nu bestille en fiks og færdig Nmoto Nostalgia for den nette sum af U$49.900,-

Måske ikke verdens billigste motorcykel, men så inkluderer prisen også den BMW Nine T som er grundlag for ombygningen.

96 dele i ombygnings kittet

Den oprindelige R7 var stivstellet og i sagens natur konstrueret med tidens teknologi. Nmoto's version er ikke bare så tæt på man kommer rent visuelt når basis er en Nine T, men også fuldt opdateret med tidssvarende teknologi og langt mere kørbar.

Ombygningen kræver 96 håndfremstillede dele, hvoraf de 74 er fabrikeret af Nmoto. En udstrakt brug af aluminium holder trods det voluminøse udseende vægten på relativt beskedne 205kg, så modellen er lettere end både den oprindelige BMW R7 og den nutidige BMW Nine T.

Masser af aluminium inklusive en 12 liters benzintank, holder vægten på 205kg

Mange referencer til fortiden

Blandt delene til ombygningen er en ny aluminiums benzintank der rummer 12 liter, specialfremstillet udstødning, og bemærk fodpladerne der er en loyal og tydelig henvisning til forlægget.

Du ser utallige referencer til fortidens klassikere, som speedometer integreret i forlygten, eger hjul, enkelt sæde, bagagebærer på bagskærmen, og den klassisk udseende baglygte.

Fuldt teknologisk tidssvarende

Men Nostalgia er fuldt moderne med blandt andet tidssvarende affjedring, ABS, kørecomputer og LED lygter, og Nmoto er efter eget udsagn de første til at integrere det eksisterende Nine T ledningsnet med egne komponenter til betjening.

At modellen er fuldt teknologisk tidssvarende, bekræftes også af listen på producentens hjemmeside. ABS, justerbar affjedring bag, justerbart sæde, nøglefri start, traction control, skivebremser omfavnet af Brembo calipere, multifunktions display, den 110hk motor vi kender fra Nine T, On-Board computer og styrdæmper er nævnt ud for modellen, men du kan selvfølgelig også se specifikationerne på modellen her.

Smag og behag er forskellig

Næh, det er nok ikke alle der er lige så begejstret som os på redaktionen, men i det mindste må man anerkende den håndværksmæssige kvalitet. Indrømmet… vi så gerne Nmoto Nostalgia fremvist på Mc udstilling 2019 om en uges tid i Lokomotivværkstedet, for vi kunne nok bruge et par timer på at nærstudere detaljer og håndværksmæssig udførelse.

Det kommer vist slet ikke til at ske, så vi har som plaster på såret tiltusket os en lille ekstra video-snas. Her ser vi Nmoto Nostalgia trille rundt i den virklige verden.

  

Billy Joel har allerede bestilt

De fleste har vel hørt om Billy Joel, men ikke alle ved at den amerikanske sanger har en ret stor samling motorcykler. Nmoto tager imod bestillinger på firmaets hjemmeside, og Billy Joel har allerede bestilt sit eksemplar.

Har Nmoto Nostalgia pirret nostalgien en smule, er du potentiel køber, eller vil du ganske enkelt bare vide mere?? Så kig indenfor på Nmoto's hjemmeside.

Eller se det smarte online Flipping Book katalog, som Nmoto har være så flinke at sende link til.

Tak til Stan Lee – NMoto – The Art of Craftsmanship for links, samt tilladelse til at bruge billeder og video.

Del med en ven

0 personer snakker om “Video: Ultra sjælden model genoplivet

Skriv et svar

Giver børn en ny start