Vicki Golden leger med ilden - og sætter ny rekord
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vicki Golden leger med ilden

Og sætter ny rekord
Steffen Olesen
09/07-2019 kl. 07:30

Du kunne her på MagaCin d. 19/6 læse om freestyle Moto-X Champion Vicki Golden og den 22 årige Axell Hodges fra samme motorsports disciplin, der begge ville forsøge at slå hver deres rekord ved et arrangement kaldet Evel Live 2.

Evel Live 2 er et event afholdt af tv-kanalen HISTORY i samarbejde med action-sports gruppen Nitro Circus, og er sat i verden for at hædre én af 1960'ernes og 70'ernes helt store mediestjerner – nemlig stuntkøreren Evel Knievel – og præsentere eventuelle nutidige arvtagere.

Ved dette års event d. 7/7 skulle Axell Hodges oprindeligt have indledt stuntkørslen på to hjul med et flyvehop over 25 lastbiler, og dernæst udføre historiens længste flyvehop over en distance længere end en football bane. Men et styrt under træning få dage forinden – hvor Axell skadede begge ankler alvorligt – satte beklageligvis en stopper for rekordforsøget.

Dermed lå presset på den kvindelige rekord-udfordrer Vicki Golden, som på sin Indian FTR 1200 skulle køre gennem en række Firewalls (brændende trævægge), i forsøget på at slå rekorden sat i 2007 af Louis Rocket RE, der forcerede 12 ildspåsatte vægge.

Vicki udtalte umiddelbart før rekordforsøget, at det knuste hendes hjerte at Axell var skadet, men at det samtidig efterlod hende alene med al presset på skuldrene..

 “I don't think I like it… but I'll work on getting the job done”.

Se hvordan rekordforsøget gik i videoen herunder.

Umiddelbart efter kørslen blev Vicki – som du kan se i videoen – ikke bare mødt af folk med ildslukkere, men også af medic-staff der inspicerede for eventuelle skader i den dristige stuntkørers mund og svælg.

Vicki Golden slap helskindet fra rekordforsøget, og kan efter at have forceret 13 Firewalls smykke sig med titlen som rekordindehaver i denne glohede disciplin. 

Den raske kvindelige stuntkører udtalte efter rekordforsøget, at hun under kørslen gennem de brændende Firewalls hele tiden var pladret til i træstumper, og at det føltes som at køre gennem en endeløs tunnel.

Vi sender Vicki Golden en venlig tanke, når vi næste gang sidder mageligt tilbagelænet i flugtstolen på terrassen og klager over varmen.

Stort tillykke til Vicki med den hotte rekord, og vi ønsker naturligvis også Axell Hodges god bedring og snarlig helbredelse.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start