Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vanvittigt udvalg af motorcykler på auktion

1750 motorcykler ryger under hammeren

CO
20/11-2019 kl. 09:45

Her på siden kan du jævnligt læse om forestående motorcykelauktioner.

Vi viderebringer nemlig gerne informationer om muligheden for at gøre et kup, når danske auktioner finder sted, men også når der er mulighed for at byde på noget lidt mere usædvanligt, sjældent eller opsigtsvækkende i udlandet.

Motorcyklister er vilde med auktioner

Vi ved at der bliver handlet flittigt på de danske motorcykelauktioner, der jævnligt annonceres på 123mc.dk, og vi har noteret os, at artikler vedrørende udenlandske auktioner har mange læsere her på siden.

Men det er altså også lidt spændende, når London Motorcycle Museum bortauktionerer rub og stub, når en kæmpe MV Agusta samling ryger under hammeren, når berømtheders motorcykler sælges, eller når et fantastisk ladefund får en ny ejer. Blot nogle få eksempler på de auktioner vi tidligere har omtalt på MagaCin.

Søgeordet Auktion øverst til højre i søgefeltet her på siden giver dig en lang række eksempler.

I januar måned 2020 løber endnu en interessant auktion af stablen.

Kæmpe auktion i Las Vegas

Det kendte amerikanske auktionshus Mecum Auctions som har specialiseret sig i klassiske biler og motorcykler, afvikler d. 21-26 Januar 2020 en auktion i Las Vegas, hvor ikke mindre end 1750 motorcykler efter planen ryger under hammeren.

Scrol ned på siden for at finde motorcykelauktionen, der allerede nu er annonceret på auktionshusets hjemmeside

Det usædvanlige ved denne auktion er, udover det imponerende antal motorcykler, variationen af de udbudte emner.

Her finder man stort set alt hvad hjertet begærer inden for forskellige genrer, og der er faktisk også mindst én dansk motorcykel på programmet. Den Nimbus fra 1959 du ser på billedet herunder sælges uden mindstpris.

Auktionskataloget bliver ret omfattende når det er færdigt, og man kan bruge timer på at trawle gennem billederne. Se lige denne Ariel Square four fra 1957.

Nyd synet af den yderst sjældne 1973'er Triumph Hurricane X75 herunder.

Se denne 1978 HONDA CB-750 A HONDAMATIC der vidner om auktionens alsidighed

Auktionakataloget indeholder et bredt udvalg af motorcykler i varierende prisleje, men vi garanterer for at katalognummeret herunder opnår en betragtelig pris.

Vi ved allesammen at en 1930 BROUGH SUPERIOR SS100 mildt sagt ikke hører blandt de billigste, men man har vel lov til at drømme og savle over de fine motorcykler.

Kuriositeter er der også fundet plads til på auktionen. Se blot denne 1954 POIRIER XWS 2 SEAT SCOOTER

Det er næsten umuligt at løsrive sig fra oversigten over alle de lækre motorcykler, men vi er desværre nødt til at få lidt andet fra hånden.

Vi beklager på forhånd overfor kærester, koner samt arbejdsgivere, at præsentere denne tidsrøver af format.

Men det ER altså et imponerende udvalg af motorcykler, der ryger under hammeren i januar måned næste år.

Et vildt imponerende udvalg

Vi har endnu ikke gennemset hele kataloget, men er allerede stødt på motorcykler som en helt almindelig – men meget fin – gyllepumpe… erhm, Honda CX 500, og du finder såmænd også en CX 500 Turbo i kataloget.

Kataloget indeholder flere lækre sekscylindrede Honda CB-krydsere, og der findes et svimlende antal helt forrygende engelske klassikere

Du har måske allerede spottet den rå kåbeklædte 1956 Norton Manx 350, eller PIERCE ARROW FOUR fra 1911 eller Honda NS400R'en fra 1985, den originale Suzuki Katana 1100 fra 1993 med lav kilometer stand?… eller den specielle Henderson Trike, Kawasaki's widow maker,1973 YAMAHA TD-4 CONCEPT modellen … eller, eller, eller…

Foreløbig 35 sider med hver 30 motorcykler i kataloget

Nej, det går sgutte at liste samtlige katalogemner vi begejstres over, så du må selv rode rundt i kataloget og hygge dig i nogle timer.

I skrivende stund finder du 35 sider med hver 30 motorcykler, men kataloget skulle angiveligt blive opdateret løbende.

Gå direkte til gennemsyn af de mange fede motorcykler her.

Du kan naturligvis vælge at møde personligt op til auktionen, men der er også mulighed for at byde online eller via telefon, og de store auktionshuse er normalt behjælpelig med fragt.

Nyd samlingen af herlige billeder, og giv os endelig et praj hvis du falder for fristelsen til at udleve drømmen og købe en af de fede motorcykler.

Skriv et svar