Ukendt dansk EM-titel - Vores motorcykler er ældst
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ukendt dansk EM-titel

Vi kører på Europas ældste havelåger
Steffen Olesen
03/01-2020 kl. 11:45

En hidtil ukendt dansk VM-titel kunne måske have været på danske hænder, men tilgængelige statistikker fra motorcykelindustriens ACEM omfatter desværre kun Europa… og et indtil nu overset europamesterskab på dansker hænder er nu heller ikke så ringe endda.

Et uofficielt europamesterskab

Inden jublen eksploderer og armene ryger alt for højt i vejret, må vi nok også hellere lige fortælle, at den danske EM-titel vi for nylig har fået kendskab til, ikke er alment kendt eller anderkendt, og at den er en af de mere uofficielle af slagsen.

Når det er sagt, så er det uofficielle europamesterskab vi for egen regning proklamerer i dag dog bedre end ingenting, og vi danskere er faktisk uofficielle europamestre i at køre på gamle havelåger.

Det kræver naturligvis en forklaring, og den får du herunder.

I forbindelse med tilblivelsen af artiklen Der bliver flere af os – hvor vi kort før jul fortalte, at der i Europa blev nyindregistreret flere motorcykler i 2019 end i 2018 – modtog vi også andre interessante statistiske oplysninger.

Enorm europæisk forskel

Kloge hoveder fra ACEM med lommeregnere og masser af tid har fundet ud af, at der er milevid forskel på, hvor længe europæiske motorcyklister holder liv i deres aldrende motorcykler.

Statistisk materiale fra ACEM viser nemlig, at europæiske motorcykler gennemsnitligt er 14 år gamle, når de møder deres endeligt på skrotpladsen.

Vi danske motorcyklister er mildest talt knap så tilbøjelige til at skrotte vores motorcykler, og i Danmark har motorcyklerne gennemsnitligt nået en alder af 32 år – og dermed næsten status af veteranmotorcykel – inden de lægges i graven.

Statistikkerne viser også at vi er rigtig gode til at passe på vores ting, for en gennemsnitlig dansk motorcykel har nemlig ikke mindre end 24 år på bagen.

Brugte motorcykler handles ivrigt

Tallene og den uofficielle danske EM-titel  kommer lidt som en overraskelse for os, så vi er dykket lidt ned i andre interessante danske fakta, som viser sig at understøtte informationerne fra ACEM. 

Statistik fra 123mc.dk som er danmarks ubetinget største markedsplads for køb og salg af nye og brugte motorcykler, viser at der på salgsportalen i 2019 blev formidlet kontakt mellem købere og sælgere af 5803 brugte motorcykler blandt private.

Her var den gennemsnitlige årgang 2002… eller årgang 2002,1 for at være helt præcis.

123mc.dk informerer derudover om udveksling af handelsbetingelser for 7420 motorcykler i 2019 mellem private og forhandlere, og her var motorcyklernes gennemsnitlige årgang præcist 2006,5.

Det skyldes naturligvis, at vi også ind imellem køber nye motorcykler, men hvis vi rydder lidt op i tallene og fokuserer på brugte motorcykler alene, kan vi se at den gennemsnitlige årgang falder til helt nøjagtigt 2002,8… altså tæt på den gennemsnitlige årgang ved handel mellem private.

Vi danskere køber altså helst brugte motorcykler med en gennemsnitlig årgang, der statistisk set for længst er havnet på kirkegården i andre europæiske lande. Europamesterskabet er i hus. 

Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Onde tunger kunne hævde, at nærighed danner grundlag for EM-titlen. Men der hersker nok ingen tvivl om, at den absurd høje danske registreringsafgift spiller en væsentlig rolle.

Man siger at nød lærer nøgen kvinde at spinde, så vi vælger en alternativ og mere diplomatisk anskuelse.

Vi påstår at danske motorcyklister har så nært og personligt et forhold til vores motorcykler – og er så vilde med motorcykler generelt – at vi simpelthen ikke nænner at skille os af med vores trofaste følgesvende. 

Gammel kærlighed ruster ikke.

En kærlighed der i hvert fald ikke ruster, før politikerne vågner op og erkender motorcyklismens utallige samfundsmæssige fordele, og justerer registreringsafgiften til et mere rimeligt niveau.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start