To specialudgaver af Ducati Panigale V4 lanceret - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

To specialudgaver af Ducati Panigale V4 lanceret

Ducati lancerer 2 replikaer i hver 260 eksemplarer i anledning af VM titlerne i både MotoGP og WSBK
CO
16/12-2022 kl. 00:30

Specialudgaverne Ducati Panigale V4 Bagnaia 2022 World Champion Replica og Ducati Panigale V4 Bautista 2022 World Champion Replica fremstilles hver i 260 eksemplarer, de er unikke med kørernes autografer på benzintanke, og der er såmænd også hældt klar lak over autograferne, så man ikke ved et uheld kommer til at vaske dem af.
Sådan lyder indledningen meget frit fortolket i pressemeddelelsen, der tikkede ind i mailboksen i går aftes.
Ducati lancerede nemlig i går to specialeudgaver af Ducati Panigale V4 S i anledning af, at Ducati for første gang nogensinde er kåret som verdensmester i både MotoGP og WSBK i samme sæson.

Francesco ‘Pecco’ Bagnaia med #63 og Álvaro Bautista med #19 sikrede sig i år som bekendt VM titlerne i henholdsvis MotoGP og World Superbike, og de to specielle Panigale V4 S, som leveres i de respektive køreres teamfarver, produceres i 260 eksemplarer som en reference til Ducati’s grundlæggelse i 1926.

Flere fælles træk med de rigtige racere
Lige som replikaernes forbilleder leveres begge modeller i enkeltsædet konfiguration, og er som en bonus udstyret med en øverste gaffelbro med individuelt lasergraveret nummer.
Begge modeller byder på 215,5 hk til 172 kg, og rent teknisk er specialudgaverne udstyret med en 9 pladers STM-EVO SBK tørkobling, en gadelovlig Akrapovič lyddæmper som er 2 kg lettere end standardudstødningen, Brembo Stylema bremsecalipere samt fjernbetjent justerbar MCS bremsemaster, justerbare Rizoma billet fodhvilere og racing kåbeglas.

Masser af kulfiber
Derudover karakteriseres motorcyklerne med den bagerste udstødningsmanifolds varmeskjold, generatordæksel, for- og bagskærm, samt luftindtag ved de forreste bremseskiver, hvor alle delene er fremstillet i kulfiber.
Og så er der også lige et aluminiumsforstærket kulfiberdæksel over bagsvingeren.
Derudover fremstår toppen af benzintanken på Álvaro Bautista replikaen i børstet aluminium, nøjagtig som på de mere eksklusive udgaver af Ducati Panigale V4.

Medfølgende ekstraudstyr
Ducati oplyser også om, at modellerne leveres i en kasse udsmykket med dedikeret grafik, og at der medfølger et ægthedscertifikat.
Derudover får de nye ejere både et specielt dækken, og et Ducati Data Analyser+ data acquisition system.
Dem som vil drage fordel af motorcyklerne på racerbane vil også kunne gøre brug af det medfølgende åbne koblingsdæksel i kulfiber, kits til eliminering af sidespejle og nummerplade, og kan montere det medfølgende aluminiums tankdæksel.

Ducati oplyser ikke i denne omgang om priserne på de to modeller, og heller ikke noget om hvornår de kan bestilles.
Men selv om der formentlig skal smides en betragtelig ekstra skilling i forhold til standardudgaverne, så får begge replikaerne, som du kan læse mere om på Ducati’s website formentlig hurtigt ben at gå på.

Husk nu at give os et praj, hvis det lykkes dig at sikre et eksemplar af en af modellerne.
MagaCin bistår gerne med prøvekørsel eller længere test både på landevej og på lukket bane.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start